- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Interessante debutanter på Københavns rejsemesse

Weekendens ”Rejsemesse for kvalitetsrejser” i Øksnehallen har blandt sine 200 udstillere for første gang besøg af Saudi Arabien, Japans Turistråd samt rejsebureauet fra Emirates-koncernen.

Det er i år 16. gang, rejsemagasinet Vagabond arrangerer Rejsemessen for Kvalitetsrejser – og chefredaktør for og ejer af Vagabond, Christian Adamsen, forventer igen i år mindst 17.500 besøgende i Øksnehallen. Forsalget af billetter tyder i hvert fald godt.

Blandt de mere bemærkelsesværdige debuterende udstillere denne weekend er Saudi Arabiens ambassade i Danmark. Saudi Arabien åbnede for nylig for første gang for egentlige turistvisa fra en række udvalgte lande, blandt andet EU-landene.

”Saudi Arabiens ambassade henvendte sig forleden til os, om de kunne købe en stand på messen – dét havde jeg ikke lige set komme, men vi er glade for at have dem med,” siger Christian Adamsen til STANDBY.dk

En anden nyhed er at Japan National Tourism Organization for første gang gør sin entre – ved dette års Danish Travel Award blev Japan en noget overraskende nummer to i kategorien, Bedste Rejseland udenfor Europa, kun overgået af vinderen, Israel.

Endnu en nyhed på messen bliver det meget omtalte Emirates Holidays – rejsebureauet der tidligere i år åbnede skandinavisk kontor i København, og som er i samme koncern som selve flyselskabet Emirates.

Få flyselskaber – flere turistbusser
Apropos flyselskaber, så er der kun ganske få af disse i Øksnehallen, nemlig Air India, færøske Atlantic Airways, Thai Airways og Turkish Airlines.

På transportsiden vil der dog være hele seks turistbusser parkeret ved Øksnehallen – fra Albatros Travel, Best Travel, Gislev Rejser og Vitus Rejser. ”Flere udstillere har fokus på bæredygtighed, et område der er stigende interesse for,” siger Christian Adamsen.

Apropos bæredygtighed, så uddeler Vagabond på messen en lommeguide på 52 sider om netop bæredygtighed indenfor rejser. ”Her er for nogle måske helt banale rejseråd om at flyve så direkte som muligt og undgå mellemlandinger,” siger Christian Adamsen og tilføjer:

”Flytrafik bliver jo skældt meget ud i klimadebatten, men vi fortæller også i guiden, at det jo ikke kun drejer sig om passagerflyvninger. Bestiller man som forbruger en vare over nettet fra for eksempel Fjernøsten, og den kommer frem indenfor seks uger, så er den altså fløjet til Europa. Transport med skib tager længere tid.”

Mange rejsebureauer, turistkontorer og hoteller
Rejsemessen for Kvalitetsrejser i Øksnehallen har igen i år stor deltagelse af et bredt udsnit af turistkontorer og nogle af Danmarks førende rejsebureauer.

Rejsebureauerne tæller i år blandt andet Albatros Travel, Atlantis Rejser, Bravo Tours, C&C Travel, Emirates Holidays, Gislev Rejser, Jysk Rejsebureau, Kipling Travel, Kulturrejser Europa, MyCruise.dk, MyPlanet, Norsk Rejsebureau, Nyhavn Rejser, Profil Rejser, Stjernegaard Rejser, Spies, Top Tours, USA Rejser og Viktors Farmor.

Og i The Exclusive Travel Corner tager Discovery Travel og Peacock Travel atter imod sine inviterede gæster.

Udover rejsebureauer er der også en række turistkontorer fra for eksempel Caribien, Cuba, De Amerikanske Jomfruøer (det tidligere Dansk Vestindien), Grækenland, Israel, Jamaica, Kroatien, emiratet Ras Al Khaimah, Spanien, Seychellerne, Thailand, Tobago, Tyskland og Uganda.

Der er også mange hoteller fra ind- og udland på plads i Øksnehallen. Det er for eksempel tyske Ringhotels, Schackenborg Slotskro, Small Danish Hotels og mange andre.

Selve messen er åben publikum lørdag klokken 10-18 og søndag mellem klokken 10 og 17. Fredag eftermiddag er der mellem klokken 16 og 19 adgang for blandt andet indbudte gæster fra rejsebranchen.

Relaterede artikler:

Rigtigt indhold afgørende for rejsemesser

Forventer få danske turister til Saudi Arabien

Så er Emirates’ danske rejsebureau i gang