- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Italienske myndigheder sætter Trustpilot under lup

Konkurrencemyndighederne i Italien har igangsat en undersøgelse af anmeldelsesplatformen Trustpilot, da de mener, at dens indhold strider mod italiensk forbrugerlovgivning.

Trustpilot er en velkendt dansk onlineplatform, hvor forbrugere kan skrive og læse anmeldelser af virksomheder i blandt andet turismebranchen – herunder eksempelvis restauranter og hoteller.

Det viser sig dog nu, at anmeldelsesplatformen kan være i strid med lovgivningen i Italien, hvorfor den italienske konkurrencemyndighed (AGCM) har igangsat en sag mod Trustpilot. Det oplyser brancheforeningen Horesta i en pressemeddelelse.

Den italienske myndighed er bekymret for, at Trustpilot måske bryder reglerne om urimelig handelspraksis i forbrugerlovgivningen i Italien. Der er flere elementer ved anmeldelsesplatformens funktioner, som forbrugerne kan blive misledt af, mener den italienske myndighed.

Tilbyder betalte værktøjer
I sagen mod Trustpilot har den italienske konkurrencemyndighed listet nogle punkter op, der alle sætter spørgsmålstegn ved platformens fremgangsmåde.

Myndigheden påpeger blandt andet, at virksomheders placering på Trustpilot bestemmes af en såkaldt ”relevans”-score, der eksempelvis afhænger af TrustScore og antal anmeldelser.

Herudover mener myndigheden, at anmeldelser, der er mærket ”verificeret”, kan fremstå mere troværdige og påvirke rangeringen af virksomheden. Men en mærkning med ”verificeret” afspejler ikke nødvendigvis en reel kundeoplevelse.

Det påpeges ligeledes, at Trustpilot tilbyder betalte værktøjer til virksomheder. Dette giver virksomhederne mulighed for selektivt at invitere kunder til at skrive anmeldelser, og det kan sortere negativt input fra, lyder det.

Trustpilot risikerer store millionbøder
Den italienske konkurrencemyndighed forventer svar fra Trustpilot inden for 30 dage på en række detaljerede spørgsmål omkring platformens processer for verifikation af anmeldelser, brugen af kunstig intelligens, betalte tjenester samt den måde, forbrugerne bliver præsenteret for information.

Formålet med hele undersøgelsen er at vurdere, om Trustpilots design kan vildlede brugerne og forvride konkurrencen.

Sagen mod Trustpilot er igangsat på baggrund af klager fra forbrugere, og den skal afsluttes inden for 240 dage. Hvis overtrædelserne bliver bekræftet, risikerer den danske anmeldelsesplatform at få tildelt bøder på op til 10 millioner euro (75 millioner kroner, red.).

HOTREC, der er den europæiske sammenslutning for hotel-, restaurant- og cafébranchen, bakker op om undersøgelsen af Trustpilot indledt af den italienske konkurrencemyndighed.

Trustpilot blev stiftet i Aarhus i 2007, men platformen har i dag hovedkvarter i København.

 

Relaterede artikler:

Advarer mod svindlere ved udlejning af ferieboliger

Derfor slår Italien hårdt ned på falske anmeldelser

Slår rekord: Sletter falske anmeldelser som aldrig før