Anmeldelser af ferieboliger på bookingplatforme kan være falske – og betal aldrig via bankoverførsel, en betalingsform, svindlere ofte benytter, advarer EU-støttede Forbruger Europa.
Forbruger Europa er et netværk af nationale organisationer i Europa etableret af Europa-Kommissionen. Den danske afdeling er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Påsken nærmer sig, og mange danskere søger en feriebolig, enten i Danmark eller udlandet. Men der er en række faldgruber, advarer Forbruger Europa i en pressemeddelelse og fortsætter:
For nogle lejere af ferieboliger ender opholdet med klagesager over for eksempel en defekt pool, et insektinficeret gulv eller en udsigt, der hverken byder på hav eller bjerge, som der ellers stod i beskrivelsen.
Lars Arent, direktør for Forbruger Europa i Danmark, siger i pressemeddelelsen: ”Danske forbrugere lejer både ferieboliger i Danmark og udlandet. Ofte går det godt, men vi ser desværre også, at forbrugerne nogle gange har svært ved at få hjælp, når huset ikke lever op til det lovede.”
Forskel på at leje af privat eller af professional udlejer
Hvis man booker ferieboligen via en bookingplatform, har nogle hjemmesider både private og virksomheder, der udlejer huse. Det kan have betydning for den hjælp, man efterfølgende kan få.
Lars Arent: ”Virksomheder er underlagt regler og er forpligtet til at hjælpe, hvis boligen ikke lever op til beskrivelsen. Det kan være svært, hvis huset er lejet af en privat. Har man lejet via en virksomhed, kan man få hjælp af Forbruger Europa.”
”Vi har set tilfælde, hvor anmeldelser på bookingplatformene er falske, derfor er det en god idé at søge efter anmeldelser flere steder – for eksempel på Trustpilot eller på sociale medier. Hvis udlejer er en privatperson, kan man søge på navnet, da det kan afsløre eventuelle anmeldelser fra udenlandske hjemmesider,” siger Lars Arent.
Forbruger Europa anbefaler at dokumentere sit køb, når man handler på nettet. ”Billeder og beskrivelser kan hurtigt forsvinde, og man står stærkere, hvis man kan dokumentere, hvad man blev lovet,” siger Lars Arent og tilføjer: ”Betal aldrig via en bankoverførsel, det er ofte en betalingsform, svindlere benytter. Hvis man har lavet en bankoverførsel, kan banken ikke hjælpe med at få pengene tilbage.”
Forbruger Europa anbefaler også at klage med det samme til bookingportal og udlejer, hvis huset ikke lever op til det lovede.
Relaterede artikler:
Færøerne: Øget fokus på udlejning af ferieboliger