- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Jyllands nyeste hotel i gang med soft opening

Det tredje nye hotel til at åbne i Jylland i år blev Hotel Alsik i Sønderborg, der med sine 190 værelser næsten fordobler byens hotelkapacitet. Den officielle åbning er den 28. juni.

Firestjernede Hotel Alsik regnes allerede som Sønderborgs nye vartegn. Det miljøvenlige hotel består af to bygninger, i det 71 meter høje tårn med 19 etager er de 190 værelser.

Klik for stort format. Linkedin-foto fra direktør for Hotel Alsik, Henrik Bille Pedersen. Hotellet havde ved åbningen 131 ansatte.

Den mindre nabobygning huser blandt andet Nordeuropas største spa på 4.500 kvadratmeter. Hotellet får også 1.500 kvadratmeter til møder og konferencer.

Mens Sønderborg indtil nu har haft 250 værelser, betyder kapaciteten på Alsik næsten en fordobling.

Hotel Alsik er det tredje – og største – jyske hotel, der åbner i år. I januar vendte Zleep Hotels tilbage til Aalborg med 126 værelser og sidst i marts åbnede Legoland Castle Hotel i Billund med 142 værelser.

Det store hotelprojekt i Sønderborg har kostet over 600 millioner kroner. Investeringen er kommet fra Bitten og Mads Clausens Fond – Mads Clausen var grundlægger af Danfoss-koncernen, der har hovedkvarter på Als, hvor Sønderborg er hovedby. Med til at finansiere byggeriet var også PFA Ejendomme. Totalentreprisen for hotellet har været i hænderne på A. Enggaard-koncernen.

Fra hoteltårnets udsigtspunkt på 16. etage er der blandt andet udsigt mod Sønderjyllands nok mest berømte historiske sted, Dybbøl Mølle. På 17. etage kommer en af hotellets tre restauranter, Syttende – de to andre hedder Alsik og Freia.

Hotel Alsik er del af udviklingen af Byens Havn med blandt andet lejlighedskomplekser, kontordomiciler og et multikulturhus. Selve det omfattende projekt med Byens Havn indvies officielt den 28. juni – herunder Hotel Alsik.

”Vi har glædet os helt vildt”
STANDBY.dk har siden weekenden forgæves prøvet at træffe hotellets direktør, Henrik Bille Pedersen, for en kommentar i forbindelse med åbningen. Men til TV2 Syd sagde han i mandags: ”Vi har glædet os helt vildt til at få hotellet i drift, så det er en stor dag for os.”

Henrik Bille Pedersen, der er et kendt ansigt i den danske hotelbranche, tiltrådte ved årsskiftet. Han er dels direktør for Alsik-hotellet, dels skandinavisk chef for det tyske hotelselskab RIMC International Hotels & Resorts, der driver hotellet. Den tyske Steigenberger hotelkæde, en del af Deutsche Hospitality, skal som franchisetager skal stå for den daglige drift Hotel Alsik.

Henrik Bille Pedersens fortid omfatter blandt andet 12 år i spidsen for Radisson Blu Scandinavia Hotel i Aarhus, tre år på hotel Marienlyst ved Helsingør og fem år First Hotel Vesterbro.

Relaterede artikler:

Stor tysk hotelkæde får første hotel i Danmark

Nyt hotel skifter til dansk direktør før åbning

Legoland rykker op blandt Danmarks største hoteller