- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Kan EU-dom redde flyselskabers eksistens?

End ikke en strejke er nu undskyldning nok for forsinkelser, og det kan ende med, at de største flyselskaber som Air France og Lufthansa bliver nødt til at kræve ændring i EU-forordning om erstatninger til passagererne.

Meninger blev trukket skarpt op i Tivoli forleden ved Lounge-arrangementet med Travelmedia Nordic som arrangør på vegne af CHECK-IN. dk og STANDBY.dk.  Afgørelsen fra EU-Domstolen om, at erstatning efter EU-forordning 261 nu også giver forbrugerne kompensation for forsinkelser i tilfælde af spontant opståede strejker, var den aktuelle anledning.

Som nævnt her på siden har Trafikstyrelsen meddelt at man vil ændre sin fortolkning af flypassagerernes ret til erstatning ved strejker. Det er den med undtagelser ved usædvanlige omstændigheder, hvor begrebet ”no excuse” får udvidet betydning.

Da jeg læste om Trafikstyrelsens nye kurs for afgørelser, blev jeg stærkt i tvivl. Når en hel del af strejkerne kan betyde millioner af kroner i tab for flyselskaberne, men gevinst for forbrugerne  (da ikke mindst for ”dusørjægerne”), er det så en fordel for fagforeningerne eller for flyselskaberne?

Flychef: ” Den bedste beslutning ”
Kan det betyde, at piloterne i Air France og de mange strejkende gennem tiderne i Lufthansa vil tænke sig om  en ekstra gang, inden de kaster deres firma ud i endnu en opslidende kamp? Vil de ansatte tænke sig om en ekstra gang, inden de kaster deres firma ud i endnu en opslidende kamp?

Eller vil flyselskaberne være mere tilbøjelige til bøje sig og give indrømmelser for at undgå at ryge ud i endnu flere forsinkelser og milliontab?

Nu var det så, at min nabo ved receptionen i Tivoli, en kendt dansk luftfartsdirektør markant slog fast: ”Det er den bedste beslutning EU- Domstolen kunne foretage. Endelig lysner det.”

Her var det, at jeg igen blev i tvivl. Indtil jeg fandt ud af, hvad han mente. Den dom vil betyde så mange millioner kroner yderligere i erstatning for de største selskaber som Air France og Lufthansa, at deres regeringer bliver nødt til at få paragraf 261 op til fornyet revision i EU-systemet. Hvis det da ikke skal ende med en økonomisk katastrofe. Det har det allerede gjort for nogle af de mindre selskaber.

Koster millioner
”Hver gang en flyforbindelse bliver mere end tre timer forsinket af en eller anden grund, koster det for et mellemstort fly omkring en million kroner i erstatning til passagererne,” sagde min kilde.

Tænk på, hvad Air France netop nu igen skal igennem med aflyste fly og kludder i flyplanerne på grund af strejker.

Mine kilder fortæller mig, at den der med ”usædvanlige omstændigheder”, bliver mere og mere udvandet. End ikke vejret er længere end acceptabel undskyldning med mindre, der er tale om vulkanudbrud, jordskælv eller lignende. Flyselskaberne føler sig mere og mere uretfærdigt behandlet.

Trafikstyringens fortolkning efter EU-dommen er ikke til at tage fejl af. Dommen afgør: ”at strejke hos flypersonalet eller sygefravær, som følge af en uventet meddelelse om omstrukturering, herunder fyringsrunder i flyselskab, ikke er en udsædvanlig omstændighed.” Underforstået, det har flyselskabet selv indflydelse på.

Noget næsten endnu værre er, at passagerer er velkommen til at få genoptaget en sag hos Trafikstyrelsen, som handler om nævnte med flyforsinkelser på grund af strejker. Hvis sagen ikke er mere end tre år gammel.

Det tror jeg de færreste orker, men jeg kender nogen, der gør og straks går i gang med at finde eksempler, nemlig dusørjægere fra Airhelp og Flyforsinkelse.dk med flere.

Trafikstyrelsen handlede hurtigt
Min første opfattelse ved læsningen af EU-dommen var, at det er en oplagt gave til fagforeninger, som nu får lettere ved at få deres vilje. Ved nærmere eftertanke er jeg kommet i tvivl.

Et har jeg dog fået bekræftet. Min opfattelse af, at det danske embedsværk, altid er parate til at være duksedrenge- og piger over for beslutninger fra EU.

Mindre end en måned efter EU-domstolens nyeste tolkning af Forordning 261, meddeler Trafikstyrelsen, at man agter at følge den.

Kritisk skepsis skal komme andre steder fra. Som min kilde fra mødet forleden spåede ved mødet: Vi spejder mod Tyskland og Frankrig efter en mere markant reaktion end den, der er kommet hidtil.