- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kendt modemagasin åbner luksushotel i Paris

Fremover skal modemagasinet Elles navn også benyttes til to hotelvaremærker, der fokuserer på forskellige segmenter. Det første hotel er netop åbnet i den franske hovedstad.

Den første udgave af Elle udkom i Frankrig i 1945, og siden dengang har modemagasinet etableret sig som et verdensomspændende brand, der er toneangivende på sit felt. Nu ønsker man at afprøve, hvorvidt magasinets gode navn også kan benyttes til at sælge overnatninger.

Tidligere på året etablerede Lagardère Group – som ejer magasinet – derfor to hotelvaremærker under virksomheden Elle Hospitality. Det drejer sig om Maison Elle, som skal være ”nemt tilgængeligt og bekvemt” samt ”til at betale” for kunderne og Elle Hotel, der beskrives som et ”high-end” hotelkoncept.

Det første Maison Elle-hotel er netop åbnet i Paris. Det er placeret i den franske hovedstads 17. arrondissement, hvor det ligger i nærheden af Triumfbuen samt den berømte gade Champs-Elysees.

Benytter magasinets arkiv i indretningen
Her man etableret et boutiquehotel med 25 værelser i en bygning, der tidligere husede Hotel Flanelles Paris. Udover værelserne er der også et spaområde med dampbad, sauna og faciliteter til at dyrke yoga.

Derudover omfatter hotellet ligeledes en lounge, et bibliotek samt en butik, hvor gæsterne kan købe tøj, tilbehør og lignende. Det oplyses, at indretningen er inspireret af de franske modeskabere Coco Chanel, Yves Saint-Laurent og Jean-Paul Gaultier.

I tillæg hertil har modemagasinets årelange historie også haft indflydelse på indretningen, da væggene er udsmykket med 70 billeder og fotografier, der stammer fra Elles arkiver. Hotellet ejes og drives af Studio V, som er et datterselskab af den franske hotelkoncern Valotel.

Har kig på flere markeder
Paris-hotellet forventes at være det første af en række. Ifølge Lagardère Group er forventningen, at der vil åbne flere Maison Elle-hoteller i den franske hovedstad samt i andre europæiske hovedstæder, ligesom varemærket på sigt også vil være at finde på det kinesiske marked, mens det første Elle Hotel åbner i delstaten Jalisco i Mexico i løbet af sommeren 2023.

I tillæg til det nuværende og de kommende hoteller benyttes Elle-navnet også til en række caféer, skønhedssaloner og spa’er. Virksomheden bag er dog meget glade for at bevæge sig ind på et nyt forretningsområde. Det fortæller koncernchef Constance Benqué fra Lagardère News, der udgiver Elle.

”Vi er begejstrede over at lancere Elle som hotel. Vores varemærkes succes op til i dag kan tilskrives fremsynethed samt vores særlige bånd til kvinder, og vi er stolte af at fortsætte med at udfordre status quo, mens vi bevæger os ind i en ny æra med rejser.”


Relaterede artikler:

Hotelkæde introducerer nyt varemærke i Danmark

Ny spiller på markedet for ultra deluxe-krydstogter

Københavnsk luksushotel skifter navn