- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Kendte kvinder bag Tivolis fyrværkerishow

Sangerne Barbara Moleko, Sinne Eeg, Caroline Henderson og Pernille Rosendahl har sammen med pianisten Katrine Gislinge fra maj til september hver fået lov at designe deres fyrværkerishow i Tivoli. Alle kvinderne kan i løbet af sommersæsonen opleves i Tivoli i mere vante sammenhænge.

Klik for stort format. Flot foto med vue over Tivoli fra en aften med fyrværkeri. Pressefoto: Tivoli.

Hver måned får sit eget fyrværkerishow og bliver designet af en de fem kunstner, der vælger musikken og, i samarbejde med Tivolis fyrværkerimester, sætter fyrværkeri og farver sammen.

”Det er et mindre scoop, at vi har fået disse stærke kvindelige personligheder til at prøve kræfter med fyrværkeri. Da Tivoli åbnede for over 175 år siden var tre sole, en raket og en fontæne nok til at imponere Tivolis gæster. I dag skal der langt mere til at betage publikum,” siger Tivolis pressechef, Torben Plank, og tilføjer:

”Derfor er det sjovt at lade kvindelige personligheder sætte deres præg på årets lørdagsfyrværkerier. Deres indgangsvinkler er meget forskellige, men fælles for dem alle er, at de brænder for at udtrykke sig, og det er første gang de både arbejder med musik og samtidig bruger nattehimlen som lærred.”

Klik for stort format. Arkivfoto med fyrværkeri fra taget på koncertsalen i Tivoli.

Premiere i morgen
På befrielsesaftenen, 4. maj, tager Tivoli hul på årets lørdagsfyrværkeri fra taget på Koncertsalen. Sangeren Barbara Moleko, som optræder til Fredagsrock i aften, fredag, lægger ud med det første fyrværkeri-knald i morgen, den 4. maj, klokken 23.45.

De fem kvindelige kunstnere har fået frie hænder til opgaven, så fyrværkerierne formentlig skiller sig mest muligt ud fra hinanden.

Tivolis fyrværkeriprogram 2019 starter alle dage klokken 23.45 – og er sammensat af Barbara Moleko, den 4. maj, 1. juni af Sinne Eeg, 6. juli af Katrine Gislinge, 3. august af Caroline Henderson, mens Pernille Rosendahl slutter af den 7. september.

Sanger Caroline Henderson siger om sit fyrværkerishow den 3. august: ”På scenen i Glassalen i Tivoli bringer vi nogle at de største showbiz-stjerner til live, og på himmelen over Tivoli får jeg lov at lege med en helt anden slags stjerner. At sammensætte et fyrværkeri er en helt anden måde at være kreativ på, og jeg glæder mig til at se resultatet.”

Mere fyrværkeri
Tivolis 176 års fødselsdag den 15. august bliver også fejret med fyrværkeri – og sommersæsonen lukkes og slukkes med festfyrværkeri den 22. september.

Fyrværkeri har i øvrigt en lang tradition i Tivoli. Havens grundlægger, Georg Carstensen, arrangerede forestillinger med ”bengalske flammer” som trækplaster før Tivolis første sæson i 1843. Selve afbrændingen af fyrværkeriet foregik lige uden for Haven, da man dengang ikke kunne transportere fyrværkeri over store afstande – og heller ikke skyde det af midt imellem publikum, da kemikalierne i fyrværkeriet dengang ikke var sikre nok.

Relaterede artikler:

Direktørskifte i Tivoli efter organisationsændring

Tivoli udvider for 100 millioner kroner

Københavns turister kan købe nyt fordelskort