Odinexpressen i Tivoli pensioneres i år til fordel for en ny rutsjebane, Mælkevejen, der om alt går vel åbner til Jul i Tivoli. Foto: Anders Bøggild.

Tivoli udvider for 100 millioner kroner

I år bruger Tivoli cirka 100 millioner kroner på at erstatte ældre forlystelser med nye – blandt andet køres rutsjebanen Odinekspressen ud på et sidespor.

Blandt verdens forlystelseshaver er konkurrencen skarpest indenfor de kørende forlystelser, hvor ny teknologi skaber nye muligheder. I en traditionsrig park som Tivoli med omkring 25 kørende forlystelser, alle ejet af Tivoli, er det vigtigt at nye forlystelsesmaskiner kan give gæsterne de forventede sus.

Og nu er Tivoli klar med nogle af sine investeringer i år. Mens Tivoli de seneste fem år har investeret cirka 200 millioner kroner i nye forlystelsesområder, som skal tiltrække flere gæster, bliver den samlede investering i år cirka 100 millioner kroner. De nye tiltag får løbende premiere gennem året.

Tivoli erstatter samtidig en række ældre forlystelser. Der kommer blandt andet antennefri radiobiler og rutsjebanen Odinexpressen erstattes efter omkring 30 millioner gæsteture siden åbningen i 1985 – i stedet kommer Mælkevejen, en ny forlystelse fra samme leverandør, tyske Mack. Mælkevejen bliver en del højere end Odinexpressen og åbner efter planen til Jul i Tivoli 2019.

Radiobiler uden antenner
Radiobilerne får også i år nyt design, antennerne skrottes, farten sættes op og de får mere plads. Radiobilerne har været en del af Tivoli-oplevelsen siden 1926. Bilerne er kontinuerligt blevet udskiftet, men konceptet er i bund og grund det samme. De nye radiobiler bliver køreklar til juni 2019, forventer Tivoli.

Og forlystelsen Fatamorgana med sit 45 meter høje tårn, der har kørt over en million gæsteture siden åbningen i 2016, gøres endnu vildere. Det sker ved at den får tilført en vertikal vippe-funktion på de store sæder, der i forvejen drejer rundt i 45 meters højde og udsætter gæsterne for 2,5 G-kraft. I den mindre vilde udgave af Fatamorgana, hvor gæsterne sidder to i hver gondol, roterer vognene fortsat i familievenligt tempo.

Også børnerutsjebanen Karavanen bliver udskiftet i år, så turen bliver længere.

Relaterede artikler:

Spindoktor bliver ny underdirektør i Tivoli

Tivoli øger fokus på digitale tiltag

Tivoli fordobler kapacitet til møder og events