- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Klar til årets Danish Travel Awards

Den 2. oktober er det atter tid til uddelingen af Danish Travel Awards ved gallaaften i Cirkusbygningen. Der er i år nye kategorier blandt de 20 awards.

For 24. gang arrangerer STANDBY.dk den årlige Danish Travel Awards, og det sker ved et gallaarrangement i Cirkusbygningen i København. Her vil aftenens konferencierer, TV 2-journalisterne Natasja Crone og Rasmus Tantholdt, i år afsløre vinderne af i alt 20 Danish Travel Awards.

Opgaven med at finde vinderne er også i år lagt i hænderne på det danske analyseinstitut Epinion. Det sker via Epinions såkaldte Danmarkspanel, der repræsenter befolkningen ligeligt fordelt over landet på blandt andet alder, bopæl og uddannelse med mere.

Mens 2.000 medlemmer af Danmarkspanelet sidste år deltog i afstemningen forud for Danish Travel Awards, er antallet i år forhøjet med 25 procent til samlet 2.500. Afstemningen er i gang lige nu og pågår til udgangen af denne måned.

Studievært på TV 2 Nyhederne, Natasja Crone, og udenrigskorrespondent på TV 2, Rasmus Tantholdt, havde sidste år debut som værter ved Danish Travel Awards. De er igen på scenen den 2. oktober i Cirkusbygningen. Foto: Michael Stub.

Tre nye kategorier
Det er i år to flere Danish Travel Awards end sidste år, hvilket skyldes tre nye kategorier, mens kategorien ”Fremtidens rejsemål” udgår.

De nye kategorier er: Bedste danske lufthavn, som dermed vender tilbage til Danish Travel Awards. Her skal Danmarkspanelet i deres stemmeafgivning lægge vægt på en vurdering ud fra en helhed med hvor parametre som ruteprogram, lounges, restauranter, butikker, parkering og tilgængelighed.

Kategorien Bedste Rejsearrangør er fra i år udvidet med også Bedste Ferierejsebureau.

Bedste Rejsearrangør er for bureauer, der primært arrangerer pakkerejser med rejseleder, mens Bedste Ferierejsebureau er for rejsebureauer, der formidler individuelle pakkerejser.

Kategorien Bedste Hotel uden for hovedstaden er i år opdelt i to kategorier, Bedste Hotel i Jylland samt Bedste Hotel på Sjælland, Fyn og Øerne. Kandidaterne i afstemningerne indenfor hotelkategorier er udvalgte af de to brancheforeninger HORESTA og Dansk Erhverv.

Afstemning i salen
Kategorien ”Bedste udenlandske turistkontor” er ændret til ”Bedste udenlandske turistmarkedsføring i Danmark.” Her finder Epinion-analysen de fem bedste. Hvem af disse, der vinder denne Danish Travel Award, afgøres ved en live-afstemning i Cirkusbygningen.

Danish Travel Awards 2018 i Cirkusbygningen. Foto: Michael Stub.

Indbydelserne er på vej
Danish Travel Awards er det største årlige event i den danske rejsebranche.

Deltagerne kommer blandt andet fra ambassader, biludlejningsselskaber, brancheorganisationer, charterrejsebureauer, erhvervsrejsebureauer, flyselskaber, hoteller, krydstogtrederier, leisurebureauer, lufthavne, medier, rejsebrancheforeninger, rejseforsikringsselskaber, salgs- og repræsentationsbureauer, travel managers, turistråd og udstillingscentre.

Indbydelserne til Danish Travel Awards udsendes i den kommende uge via mail til omkring 700 modtagere, og efterfølgende vil der være åben tilmelding. Der inviteres mere bredt i år med en enhedspris på 695 kroner, der blandt andet dækker velkomstdrink, 3-retters menu, vin, øl og vand ad libitum samt uddrag fra CARNIVAL, der er Wallmans nye dinnershow.

Præsidiet dækker rejsebranchen
Bag Danish Travel Awards står STANDBY.dk som arrangør, der støttes af et præsidium bestående af repræsentanter fra ANTOR (Association of National Tourist Office Representatives) i Danmark, BARiD (Board of Airlines Representatives in Denmark), Danish Business Travel Association, Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk Brancheanalyse, Dansk Erhverv, HORESTA og RiD (Rejsearrangører i Danmark).

Med i præsidiet er også chefredaktør Ole Kirchert Christensen fra Travelmedia Nordic, der står bag STANDBY.dk og CHECK-IN.dk, salgschef Gitte Nielsen og journalist Henrik Baumgarten.

I lighed med tidligere år er der tillige en række sponsorer, der har valgt at markedsføre sig ved årets største begivenhed i den danske rejsebranche. Udover Cirkusbygningen, Conference Manager og Epinion, er er tale om Basisbank, Billund Lufthavn, Clarion Hotels, Europæiske ERV, Gouda Rejseforsikring, Guldsmeden Hotels, Hertz og Aalborg Lufthavn.

Kandidatlisten til Danish Travel Awards 2019 er tilgængelig her.

 

Relaterede artikler:

De vandt Danish Travel Awards 2018

DTA-pris gav ”masser af god respons”

Se billederne fra Danish Travel Awards-showet