- STANDBY.DK - https://standby.dk -

KLM fejrede sine første 100 år

Det hollandske flyselskab er det eneste til at flyve under samme navn siden grundlæggelsen for 100 år siden. Det blev i går markeret med sammenkomst for indbudte partnere i København.

KLM har fløjet til Danmark siden 1925 – kun afbrudt af Anden Verdenskrig. I dag er flyselskabet et af de største i Danmark med ruter til landets tre største lufthavne, København, Billund og Aalborg.

Klik for stort format. KLM-salgschef Jens Vestergaard, til venstre, med operations manager Sine Krogh Lauridsen fra American Express Global Business Travel, hvor hun blandt andet han KLM’s største kunde på verdensplan, Airbus, og Barry ter Voert, KLM’s salgsdirektør i Europa. Foto: Henrik Baumgarten.

Mandag havde KLM i Danmark indbudt til sammenkomst for sine største kunder blandt andet erhvervs- og leisurebureauer samt firmakunder plus andre vigtige samarbejdspartnere.

Hovedtaler var KLM’s salgsdirektør Barry ter Voert, der til de cirka 150 indbudte gæster på Guldsmeden Hotel Manon-les-Suites blandt andet sagde, at KLM har stort fokus på bæredygtige rejser. For eksempel kom flyselskabet for nylig med sin kampagne om at rejse ansvarligt – herunder at tage toget på kortere rejser.

”Vi har selvfølgelig også fokus på biobrændstof – men det koster foreløbig altså tre gange så meget som normalt flybrændstof,” sagde han og tilføjede, at allerede dag bruger KLM seks milliarder dollars om året på flybrændstof.

Og KLM er som andre flyselskaber også udfordret af begivenheder i verden. Her nævnte Barry ter Voert hvad der sker politisk i USA, udfordringerne fra de statsstøttede flyselskaber ved Den persiske Golf og udfordringer fra de rejsende med nye former at booke rejser på, for eksempel via Google.

Barry ter Voert sagde til STANDBY.dk, at én af de største udfordringer, han ser for Europas flyselskaber er, at deres indtjening generelt er for lille. Han forudså, at der kommer flere konsolideringer – sammenlægninger – af europæiske flyselskaber. Han ville dog ikke sætte navn på hvilke, der måske kan blive tale om.

“Men Europa har for mange små flyselskaber, der på ruterne indenfor Europa slås om de samme passagerer,” sagde han.

KLM havde sidste år 34 millioner passagerer og fløj til over 160 destinationer med sine mere end 120 fly. Mens det i år er 100 året for grundlæggelsen af KLM, der fejres, var det først i 1920, at KLM havde sin første flyvning – fra London til Amsterdam med et leaset fly. I sit første år havde KLM beskedne 440 passagerer.

Store i Norden
Norden er et stort marked for KLM, omkring hver femte passager flyver til eller fra Norden – enten fra Amsterdam til en af KLM’s 15. destinationer i Norden – eller fra Norden og via Amsterdam ud i verden med KLM. I alt har KLM og dets partner Air France 90 daglige flyvninger på hverdage til og fra Norden. Alene til København er der op til otte flyvninger på hverdage.

Det sagde Paul Terstegge, Nordenchef for Air France-KLM, til STANDBY.dk under mandagens sammenkomst i København. 80 procent af KLM’s passagerer fra Norden fortsætter fra Amsterdam videre på KLM’s store netværk.

KLM har i anledning af 100 års jubilæet hjemmesiden KLM100.com med masser af informationer om højdepunkter fra de første 100 år med de flyvende hollændere.

Relaterede artikler:

“Et sundhedstegn med friktion og gensidig udfordring”

KLM opfordrer til at tage toget på korte strækninger

KLM starter nedtælling til 100 års jubilæum