En stor kollage på storskærmen i hangaren hos KLM viste blandt andet nogle af de mange tiltag i forbindelse med flyselskabets Fly Responsibly-kampagne - bemærk KLM-toget nederst til venstre… Foto: Henrik Baumgarten.

KLM opfordrer til at tage toget på korte strækninger

Flyselskaber kan konkurrere på andre områder, men lad os gå sammen om videndeling om bæredygtighed, siger KLM, der opfordrer til eventuelt højhastighedstog på korte strækninger.

(Schiphol, STANDBY.dk) Der går næppe en dag uden STANDBY.dk får en eller flere pressemeddelelser fra flyselskaber, hoteller, krydstogtrederier og andre i rejsebranchen om nye, gode tiltag for at mindske miljøpåvirkninger

Et af de mere specielle udspil kom lørdag, hvor KLM’s koncernchef, Pieter Elbers, ved sammenkomst i KLM’s hovedlufthavn, Schiphol ved Amsterdam, fremlagde et såkaldt åbent brev til verdens flyselskaber med budskaber: lad os sammen bekæmpe luftfartens miljøpåvirkninger.

Det er godt for miljøet ligesom mindre brug af flybrændstof gavner flyselskabernes økonomi – og initiativer fra flyselskaberne på området kan reducere politikernes motivation til at komme med nye skatter på luftfart, fordi branchen selv gør noget aktivt.

KLM har i forbindelse med sit nye udspil om, at flyselskaberne videndeler måder og metoder til at reducere deres miljøpåvirkning, givet sin kampagne et slogan ”lånt” fra et andet stort hollandsk verdensfirma, ølgiganten Heineken. Hos Heineken hedder det: ”Drink Responsibly” – KLM-sloganet er: ”Fly Responsibly”

Fælles om miljøet
I sit åbne brev skriver KLM til aktører indenfor luftfarten, at man bør forene sine kræfter om at udvikle bæredygtige løsninger for luftfarten. Aktørerne er udover flyselskaber for eksempel lufthavne og andre partnere samt kunder og medarbejdere. KLM stiller sin viden på området til rådighed for andre flyselskaber og så videre – og forventer at få det samme fra andre flyselskaber.

Ifølge KLM står luftfarten for op til tre procent af den menneskeskabte udledning af verdens CO2. Men en voksende befolkning i verden, øget handel og velstand vil formentlig få tallet på de tre procent til at vokse, forudsiger KLM. Flyselskabet har sammen med sine partnere i Air France-KLM Group reduceret sin samlede CO2-udlening 17 procent siden 2011, hedder det fra KLM.

”Bæredygtighed indenfor luftfart er ikke et område for et enkelt flyselskab – og reelt fremskridt vil kun komme når branchen arbejder sammen. Derfor stiller vi vores CO2Zero-program gratis til rådighed for resten af branchen, herunder vores BIO-brændstof program,” sagde KLM’s koncernchef, Pieter Elbers, ved lørdagens præsentation. Dette skete i forbindelse med en større sammenkomst som optakt til KLM’s 100 års jubilæum til oktober i år.

KLM’s koncernchef sagde også til de flere hundrede indbudte gæster ved præsentation af Fly Responsibly-initiativet:

”Skal vi altid mødes ansigt til ansigt? Kunne man tage toget på kortere distancer,” lød det fra Pieter Elbers, der fortsatte: ”KLM siger naturligvis ikke, at man ikke skal flyve, men at man skal gøre det ansvarligt. Man kan kigge på kortere distancer på 5-700 kilometer, hvis for eksempel højhastighedstog her kan være et alternativ.”

Bagefter udbybede Boet Kreiken, KLM’s ansvarlig for Customer Experience, og nævnte overfor STANDBY.dk, at nogle af de korteste distancer, KLM flyver, er til for eksempel Bruxelles og Køln.

Han nævnte ikke Billund eller København. Men der er for eksempel under 500 kilometer i lige linje fra Amsterdam til Billund og lidt over 600 kilometer til København – men ingen planer om højhastighedstog mellem eksempelvis Amsterdam og Billund/København.

Relaterede artikler:

Bæredygtig turisme interesserer ikke danskerne

KLM er verdens ældste flyselskab

Amsterdam vil have færre turister