- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Københavns Lufthavn: Kom i god tid

Selvom der er gang i ansættelserne i Københavns Lufthavn, mangler der stadig medarbejdere i sikkerhedskontrollen. Det betyder fortsat perioder med længere ventetid, advarer lufthavnen.

Det stigende antal flypassagerer og manglen på medarbejdere i lufthavnen betyder, at der i de travle perioder de kommende weekender og helligdage vil være længere ventetid både ved check-in og sikkerhedskontrollen.

Det skriver Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.

“Vi er desværre i en periode, hvor vi må appellere til passagernes tålmodighed. Den seneste tid har vi været udfordret på længere ventetider i sikkerhedskontrollen. Der er fuld gang i ansættelserne igen, og siden januar har vi ansat over 400 nye medarbejdere.

Men det tager tid at uddanne og få sikkerhedsgodkendt nye medarbejdere, inden de kan få lov til at arbejde i lufthavnen. Vores nuværende security-personale arbejder på højtryk,” siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard.

Kom i god tid og check ind hjemmefra
Der bliver desværre perioder med længere ventetider i den kommende weekend. Derfor opfordrer lufthavnen passagerer til at komme i god tid og forberede sig så godt som muligt hjemmefra.

“Hvis man har mulighed for det, anbefaler vi, at man checker ind hjemmefra. Det sparer tid og gør turen gennem lufthavnen nemmere,” siger Peter Krogsgaard og tilføjer:

”Derudover er det en fordel, at man har sine dokumenter klar, både printet på papir og elektronisk. Og så gælder det også om, at man pakker sin håndbagage korrekt og er klar, når man kommer frem til sikkerhedskontrollen. På den måde kan man selv være med til, at det hele glider lidt nemmere.”

Københavns Lufthavn anbefaler, at man møder op i god tid – også selv om man har checket ind hjemmefra. Det betyder, at man bør være i lufthavnen mindst to timer inden afgang til europæiske destinationer og tre timer før, hvis man skal udenfor Europa.

Flypassagererne bør altid at undersøge hos deres flyselskab, hvornår der er check-in tid og følge vejledningen. Man skal være opmærksom på, at vejledningen ikke nødvendigvis tager højde for ekstra mange rejsende eller længere kø til sikkerhedskontrollen, skriver lufthavnen.

Ekstra pres den kommende weekend
For flypassagerer, der rejser fra Københavns Lufthavn lørdag den 21. maj mellem klokken 15-19 eller søndag den 22. maj mellem 15-21, og har mulighed for at checke ind hjemmefra, anbefaler det, at de møder op i lufthavnen 2,5 time inden afrejse indenfor Europa.

Man kan selv hjælpe med at minimere ventetiden, ved at pakke sin håndbagage rigtigt. Husk blandt andet, lyder det fra lufthavnen, at man kun må medbringe én væskepose på højest én liter.

Københavns Lufthavns har sin egen app, CPH App, med flere informationer.

Relaterede artikler:

Fravalg af fast track i lufthavne kan give problemer

Flyselskaber ser frem til færre kæmpekøer i CPH

Frygter passagererne får lange ventetider i lufthavne

Forsikringsselskab: Dyrt at komme for sent til flyet