- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Koncernchef ønsker mindre i løn

EasyJets nye svenske koncernchef signalerer, at han går ind for ligeløn – derfor har han bedt bestyrelsen sænke sin løn, så han får det samme som kvinden han afløste.

Svenske Johan Lundgren har meddelt bestyrelsen for Europas næststørste lavprisselskab, at han ønsker samme løn som Carolyn McCall, som han netop har afløst.

Den nye koncernchef for easyJet havde ellers fået en startløn på 740.000 engelske pund, cirka 6,3 millioner danske kroner. Men den har Johan Lundgren nu bedt om at få sænket til de 706.000 pund, Carolyn McCall modtog som årlig grundløn, da hun forlod flyselskabet for at blive koncernchef for TV-stationen ITV.

I en meddelelse til easyJets investorer siger Johan Lundgren: “Hos easyJet er vi fast besluttet på at give lige løn og lige muligheder for kvinder og mænd. Dette skal gælde for alle ansatte hos easyJet og for at vise min beslutsomhed på området, har jeg bedt vores bestyrelse om at reducere min løn, så den svarer til, hvad Carolyn fik hos easyJet.”

Søger flere kvindelige piloter
I sin erklæring talte Johan Lundgren også om forskellen i lønninger hos selskabets piloter. ”Vi skal have gjort noget ved lønforskellen mellem kvinder og mænd, der er piloter hos os. Easyjet er allerede gået langt på dette område, også for at tiltrække flere kvindelige piloter. Vores mål er at i år 2020 skal mindst 20 procent af vores piloter være kvinder – og dette tal må gerne stige endnu mere i årene fremover.”

Blandt andet fordi der er flere mandlige kaptajner, som generelt tjener mere end andenpiloter, er der i dag hos easyJet en lønforskel i cockpit på 51,7 procent mellem mandlige og kvindelige piloter.

94 procent af easyJets piloter er i dag mænd. Sidste år ansatte flyselskabet 49 kvinder som andenpiloter, en stigning på 48 procent sammenlignet med 2016.

Relaterede artikler:

easyJet lander godt regnskab

Svensker ny koncernchef for easyJet

Verden fik 3.524 nye flyruter sidste år