- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Konkurrent snupper kendt salgschef fra Scandic

Nordic Choice Hotels, der er på vej med flere hoteller i Danmark, har fra årsskiftet ansat danske Tanja Elisabeth Andresen som ny chef for hotelkædens internationale Meeting- og Event-salg.

38-årige Tanja Elisabeth Andresen forlader efter otte år Scandic Hotels til fordel for en af Scandics største konkurrenter, Nordic Choice Hotels.

Hos Nordic Choice får Tanja Andresen titel af Director of International MICE (Meetings, Incentives, Conferences og Events) – hun er i dag Key Account Manager M&E (Meeting og Events) Sales hos Scandic Hotels, og var netop forfremmet til at stå for Scandics internationale MICE-salg; samme job hun nu skal varetage hos Nordic Choice.

Nordic Choice Hotels er i Danmark hotelkæden med blandt andet Clarion-hotellet (det tidligere Hilton Copenhagen Airport) i Københavns Lufthavn; ligeledes i lufthavnen bruger Nordic Choice i samarbejde med Københavns Lufthavn i disse år 1,1 milliarder kroner på at opføre Comfort Hotel Copenhagen Airport, der åbner i september 2020 med 604 værelser – og blandt andet et stort kongrescenter, The Hangar, med plads til 2.150 møde- og eventgæster.

Ligeledes er Nordic Choice Hotels og dets på samme tid fascinerende og excentriske ejer, Petter Stordalen, i gang med at bruge omkring 1,5 milliarder kroner på at omdanne den gamle Centralpostbygning ved Københavns Hovedbanegård til hotel på et femstjernet niveau med 390 værelser og suiter og forventet åbning i første halvdel af 2020.

Tanja Andresen har i årene i hotelbranchen oparbejdet en tung faglig kompetence, bred erfaring og stærke relationer gennem sit arbejde nationalt som internationalt, oplyser Nordic Choice.

Klik for stort format. 38-årige Tanja Elisabeth Andresen får hos Nordic Choice titel af Director of International MICE, Nordic Choice Hotels.

”Vi er utroligt glade for at få Tanja på vores team. Hun har den erfaring og faglige kompetence som der behøves for at løfte denne opgave og så er hun fuld af energi, mod, begejstring og har en sprudlende personlighed,” siger Stig Hillestad, salgsdirektør International MICE Nordic countries hos Nordic Choice Hotels.

Havde aldrig troet, jeg skulle forlade Scandic
Tanja Andresen startede i hotelbranchen hos københavnske Ibsens Hotel, herfra gik turen i 2006 til Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen, hvor hun fra 2006 til 2010 var receptionist på Arp-Hansen-hotellerne Copenhagen Island og 71 Nyhavn.

I 2010 skiftede hun til Scandic Hotels, hvor hun begyndte i bookingafdelingen. Men allerede året efter blev hun tilbudt job i salgsafdelingen på kædens største hotel, Scandic Copenhagen, hvor hun i 2012 blev salgschef.

”Jeg havde general manager for Scandic Copenhagen, Kirsten Glente, som en fantastisk mentor, der tog mig under sine vinger. Kirsten betyder utrolig meget for mig – og vil altid gøre det,” siger Tanja Andresen til STANDBY.dk

Tanja Andresen blev i 2015 med base på Scandics hovedkontor salgschef for Scandics internationale MICE-salg. Hendes resultater var så gode, at hun året efter blev tildelt en særlig udmærkelse hos Scandic: ”President’s Award for great Commercial achievements & Revenues.”

I dette efterår fik Tanja Andresen ny titel hos Scandic, denne gang som International Key Account Manager for internationalt salg til grupper. Men i fredags sagde hun op på grund af hendes nye job hos Nordic Choice.

”Jeg skylder Scandic alt, det har været en helt fantastisk rejse, hvor jeg har opnået mere end jeg havde turde drømme om. Scandic er en fantastisk arbejdsplads og jeg havde aldrig tænkt at jeg skulle væk derfra,” siger Tanja Andresen og tilføjer:

”Det var svært at sige op, men jeg er så lykkelig for den måde, Scandic tog min opsigelse på. Men nu ser jeg frem mod mit nye job, hvor jeg også kan bruge mit kæmpe netværk til på det internationale marked til at sælge møder, events og kongresser til afholdelse hos Nordic Choices hoteller i blandt andet København, Stockholm og Oslo – og alle Nordic Choices øvrige nordiske destinationer.”

Relaterede artikler:

Møder i Danmark for 26 milliarder kroner

Nyt lufthavnshotel til en milliard kroner

10 års kulturrevolution forandrede Scandic