- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Krydstogtgigant udskyder atter genstart

Royal Caribbean Group med fire krydstogtrederier har igen rykket tidspunktet for, hvornår verdens næststørste krydstogtkoncern forventer at kunne genstarte nogle af sine krydstogtsejladser.

Det bliver tidligst fra maj, at Royal Caribbean Group igen begynder at sejle for alvor. Det oplyser Royal Caribbean, der er verdens næststørste krydstogtkoncern, kun overgået af Carnival, i en pressemeddelelse.

Årsagen er naturligvis den fortsatte coronakrise, der også har ramt krydstogtbranchen meget hårdt. Nærmest alle krydstogtskibe har ligget stille siden foråret.

Royal Caribbean Group tæller fire sejlende varemærker. Foruden selve Royal Caribbean International også Celebrity Cruises, Azamara Club Cruises og det fine high end-produkt, Silversea Cruises.

Royal Caribbean Group skriver i pressemeddelelsen, at årsagen til, at man atter udskyder genstarten af krydstogter er, at gruppen følger retningslinjerne fra USA’s svar på Statens Serum Institut i Danmark, Centers for Disease Control and Prevention, CDC, samt andre anvisninger fra sundhedsmyndigeheder verden over.

Silversea Cruises sejler først – måske
Krydstogtbranchen regner med, at de krydstogtskibe, der først igen begynder at sejle bliver de mindre. Her har Royal Caribbean Group det fine high end-produkt hos Silversea Cruises, der sejler med mindre, luksuriøse skibe med plads til få hundrede gæster.

Royal Caribbean Internationals største skibe har plads til over 6.000 passagerer.

I pressemeddelelsen skriver Royal Caribbean Group, at som det ser ud nu, så kommer Silversea Cruises, der foreløbig har ni skibe med mellem 50 og 300 kahytter (suiter), tidligst tilbage på havene omkring 1. april. Men også her afhænger det af sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

For de øvrige rederier hos Royal Caribbean Group, der alle sejler med store skibe, ser det i bedste fald ud til, at de tidligst kommer i trafik igen fra udgangen af april, oplyser rederiet. For Royal Caribbean International gælder det, at nærmest alle rederiets skibe ligger stille til i hvert fald 30. april. Det er også tilfældet for Celebrity Cruises og Azamara.

Eneste rigtige undtagelse gælder korte krydstogter fra Royal Caribbean International med skibet Quantum of the Seas. Skibet har særlig tilladelse fra Singapores regering til at sejle korte krydstogter på tre og fire dages varighed ud af Singapore. Passagererne kan ikke gå i land noget sted under krydstogtet, udover når de returnere til Singapore.

RCG har over 60 skibe fordelt mellem selve Royal Caribbean International samt Azamara Club Cruises, Celebrity Cruises og Silversea Cruises, lige som RCG ejer halvdelen af tyske TUI Cruises.

Relaterede artikler:

19 nye krydstogtskibe søsættes i 2021

Norwegian Cruise Line kombinerer krydstogt og fly

Små krydstogtskibe forventes at kunne sejle først