- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Krydstogtrederi bandlyser kvinde efter farligt foto

Kvinden var kravlet ud på ydersiden af hendes og hendes medrejsendes kahyt på det store krydstogtskib Allure of the Seas for at tage en slags selfie. En anden passager så optrinet fra sin kahyt, fotograferede hændelsen og alarmerede besætningen.

Skibet var i rum sø i Caribien, på vej mod Jamaica – kvindens kahyt var på skibets 16. dæk, hvorfra der er langt ned til havet. Hændelsen skete tidligere på ugen, hvor krydstogtskibet Allure of the Seas var i færd med at gennemføre et syv dages langt krydstogt med start og slut i Fort Lauderdale i Florida, skriver britiske Sky News.

Medpassager Peter Blosic, der overværede hændelsen fra sin kahyt på ligeledes 16. dæk fik taget et hurtigt foto af kvinden, inden han alarmerede besætningen. Bagefter lagde han billedet på sin Facebook-side og beskrev kvinden som en ”absolut idiot.”

Baseret på Peter Blosic’s foto kunne besætningen hurtigt finde ud af, hvilken kahyt kvinden og hendes medrejsende boede i. De blev kontaktet – og sat i land i næste havn, Falmouth på det nordlige Jamaica. Herfra måtte de selv finde hjem til måske Florida – der er ingen oplysninger om, hvem kvinden er eller hvor hun kommer fra.

Livsvarig karantæne
Royal Caribbean oplyser til avisen USA Today, at kvinden og hendes medrejsende efterfølgende har fået livsvarig karantæne hos rederiet.

“Tidligere på ugen ombord på Allure of the Seas blev en gæst observeret mens hun farefuldt poserede for et fotografi stående på kanten af skibet med hjælp fra en medrejsende,” skriver RCCL i en mail til USA Today og tilføjer:

”Sikkerhedspersonale blev gjort opmærksom på hændelsen og de to gæster gik i land på Falmouth, Jamaica, og er som konsekvens af deres handling nu bandlyst for altid fra at sejle med Royal Caribbean.”

Allure of the Seas var fra skibet kom i drift for ti år siden og frem til 2015 verdens største krydstogtskib, hvor det lidt større søsterskib, Harmony of the Seas, også fra Oasis-klassen, overtog den titel. Den blev sidste år givet videre til et tredje RCCL-skib, Symphony of the Seas, der har kapacitet til 6.680 passagerer. Allure regnes i dag som verdens tredjestørste krydstogtskib med plads til næsten 6.300 passagerer

Relaterede artikler:

Igen en million krydstogtgæster i København næste år

Flere end 14.000 rejsebureauagenter på krydstogt

Over 30 millioner på krydstogt i år