- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kun ét dansk hotel på liste over verdens bedste

Tivolis luksushotel Nimb er som eneste nordiske hotel på listen over verdens bedste high end-hoteller – udvalgt til Condé Nasts Travellers Gold list 2020 af det vigtige rejsemagasin.

Redaktørerne af Condé Nast har udvalgt omkring 150 lækre hoteller verden over til deres favoritliste – men kun ét i Norden, Nimb med kun 38 værelser og suiter.

Den amerikanske og britiske udgave af Condé Nast Traveler/Traveller fusionerede i januar i år og er ifølge egne oplysninger verdens største rejsemedie. Sammenlagt har deres magasin 3,8 millioner læsere og 8,2 millioner unikke online brugere.

Til den årlige Gold List har redaktørerne af magasinet valgt cirka 150 eksklusive hoteller i 49 lande verden over.

Klik for stort format. Et af Nimbs 38 værelser og suiter; Tivoli siger selv, at det er blandt Københavns dyreste hoteller. Pressefoto: Tivoli.

Om Tivolis Nimb-hotel hedder det blandt andet: ”Bygget som nærmest et slot i 1909, har Nimb Hotel formået at bevare sin maurisk-inspirerede stil samtidig med at det omfavner moderne skandinavisk design. Og kontrasten er brillant mellem kupler, tårne og mandelformede vinduer. Det er et smukt, behageligt og kreativt hotel i naboskab med Tivoli.

Nimb har en af Københavns smukkeste barer – og et for København noget så sjældent som et pool på tagterrassen,” skrives der blandt andet – inden omtalen også beskæftiger sig med de eksklusive spisemuligheder på Nimb.

Fungerende Hotel Manager på Nimb, Mikkel Espinoza Castillo Ledertoug, siger i en kommentar fra Tivoli: “Vi er utroligt stolte af igen, og som eneste hotel i Nordeuropa, at være blevet udvalgt til Condé Nasts Travellers Gold list for 2020.

Det er en af de mest prestigefyldte internationale udmærkelser, man kan opnå som hotel, og jeg ser det som en kæmpe kadeau til alle vores dygtige kollegaer, og den unikke oplevelse, vi hver dag stræber for at skabe her på Nimb Hotel og i Tivoli,” siger Mikkel Ledertoug. Han er fungerende hotel manager, mens den daglige, Maria Oldenbjerg, er på barsel, oplyser Tivoli til STANDBY.dk

Fornemme hoteller i 49 lande
Conde Nast har som nævnt mange hoteller på sin årlige Gold-liste – også i Europa. Det hotel fra Gold-listen, der ligger tættest på Nimb i København, er Hotel Pulitzer i Amsterdam.

Ellers er den absolutte hovedpart på den europæiske del af Gold-listen koncentreret i London, Frankrig, Italien, Grækenland og andre land i Middelhavsregionen.

Hele listen med hotellerne fra hele verden, “The Best Hotels and Resorts in the World: The 2020 Gold List” kan ses via dette link

Relaterede artikler:

Danmark scorer højt på ny liste med rejsefavoritter

Dansk hostel blandt mest lovende nyåbninger i 2020

Danske hoteller på liste over lovende åbninger i 2020