- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kvindelig elev fyret efter klage over seksuel chikane

Ophævelse af elevaftale efter klage over seksuel chikane stred mod lov om forskelsbehandling. Virksomheder skal være særlig opmærksomme i sager med seksuel chikane, siger HORESTA.

En arbejdsgiver er blevet dømt til at betale en godtgørelse på 75.000 kroner, svarende til cirka seks måneders løn, for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Det skriver HORESTA’s nyhedsbrev, der ikke identificerer den pågældende arbejdsgiver. HORESTA har cirka 2.000 medlemmer blandt hoteller, restauranter og andre aktører i turisme- og oplevelseserhvervet.

En kvindelig elev fortalte sin arbejdsgiver, at hun havde oplevet uønskede berøringer og kommentarer fra en mandlig kollega. To dage senere var der møde mellem eleven, den mandlige kollega, tillidsrepræsentanten og arbejdsgiveren. Den mandlige kollega vil ikke enig i elevens opfattelse af hændelsesforløbet, skriver nyhedsbrevet.

Senere samme dag blev uddannelsesaftalen for den kvindelige elev ophævet med den begrundelse, at eleven ikke havde haft den forventede udvikling.

Eleven kunne ikke magte faglige udfordringer
I en efterfølgende uddybning af begrundelsen skrev arbejdsgiver blandt andet, at baggrunden for ophævelsen var, at elevens forhold til den mandlige kollega var uacceptabelt, og at den kvindelige elev ikke kunne magte de faglige udfordringer, fremgår det af HORESTA’s nyhedsbrev.

Ligebehandlingsnævnet behandlede sagen, men ikke spørgsmålet om eleven havde været udsat for seksuel chikane. Men nævnet fandt, at arbejdsgiveren havde handlet i strid med ligebehandlingsprincippet, da nævnet anså elevens orientering om den mulige seksuelle chikane som et krav på ligebehandling efter ligebehandlingsloven.

Afgørelsen betyder, skriver HORESTA, at arbejdsgivere skal være særlig opmærksom på, at beskyttelsen imod forskelsbehandling indtræder på det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren bliver orienteret om den mulige seksuelle chikane.

HORESTA’s skriver generelt på sin hjemmeside om håndtering af seksuel chikane: ”Seksuel chikane skal under ingen omstændigheder tolereres. Uanset om det foregår mellem chef og medarbejder, mellem kolleger eller i relationen mellem gæst og medarbejder. I HORESTAs juridiske callcenter kan medlemmer få 1:1-rådgivning i, hvordan seksuel chikane håndteres.”

Pligt til at stille chikanefrit arbejdsmiljø til rådighed
I marts i år indgik Arbejdsmarkedets parter – Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation – en trepartsaftale med regeringen med 16 punkter mod seksuel chikane.

”Aftalen skal styrke indsatsen mod seksuel chikane og gøre op med den kultur, der findes på nogle arbejdspladser,” skrev HORESTA om den nye trepartsaftale. HORESTA påpegede en række lovmæssige initiativer fra aftalen. Disse omfatter:

Der sker en tydeliggørelse af de kriterier, der ligger til grund for tildeling af godtgørelse og niveauet for godtgørelse hæves med 33 procent.

Arbejdsgivers pligt til at stille et chikanefrit arbejdsmiljø til rådighed bliver tydeliggjort, og det bliver præciseret, at pligten også indebærer, at arbejdsgiver skal håndtere tilfælde af seksuel chikane.

På elevområdet tydeliggøres, at der er adgange til at hæve en uddannelsesaftale på grund af seksuel chikane, og der gives mulighed for at se bort fra den eksisterende frist-regel på én måned i tilfælde, hvor en uddannelsesaftale hæves på grund af seksuel chikane.

 

Relaterede artikler:

Omstridt kroejer får rødt kort for nye elever

HORESTA med i trepartsaftale mod seksuel chikane

HORESTA og 3F til kamp mod sexchikane og mobning