- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Luftfartspokalen og Ellehammer Prisen atter uddelt

Ved sammenkomst uddelte Danske Flyvejournalister sine priser – Luftfartspokalen og Ellehammer Prisen. De gik til nyoprettede Sunclass Airlines samt foreningen bag Roskilde Airshow.

Ballroomet på Clarion Hotel Copenhagen Airport var fredag fyldt med omkring 80 tilmeldte deltagere, blandt andre transportminister Benny Engelbrecht, til den traditionsrige årlige uddeling af de to flyvende hædersbevisninger fra Flyvejournalisternes Klub.

Flyvejournalisternes formand, Andreas Krog, med den ene af årets modtagere af Luftfartspokalen, Sunclass Airlines’ administrerende direktør, Per Knudsen. Alle fotos: Preben Pathuel. Klik på alle for stort format.

Den nok fineste pris, Luftfartspokalen, har været uddelt siden 1948; den gives til ”en person, der har ydet en særlig indsats til gavn for dansk flyvning og luftfart,” hedder det blandt andet.

Vinderne af Luftfartspokalen og Ellehammer Prisen, sidstnævnte havde sin debut i 1992, findes af bestyrelsen for Flyvejournalisternes Klub.

Ellehammer Prisen uddeles til en person, der har fortsat Jacob Christian Ellehammers flyvepionerarbejde “til gavn for flyvningens udvikling eller sikkerhed.”

Pris for redning af dansk flyselskab
Danske Flyvejournalister tildelte i år Luftfartspokalen til ledelsen i Sunclass Airlines – det tidligere Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Modtagerne af prisen blev administrerende direktør Per Knuden og kommerciel direktør John Alexandersen, sidstnævnte kunne ikke være tilstede ved prisoverrækkelsen.

Danske Flyvejournalisters gav Luftfartspokalen til duoen fra Sunclass Airlines for deres del af arbejdet med at redde Thomas Cook Airlines Scandinavia, TCAS, og dermed de mange arbejdspladser efter konkursen i september hos moderselskabet Thomas Cook UK.

Et godt firkløver fra dansk luftfart, fra venstre ejer af blandt andet Jet Time, Lars Thuesen, koncerndirektør i SAS, Simon Pauck Hansen, Jet Times medstifter og tidligere administrerende direktør, Klaus Ren, samt tidligere forsvarschef Christian Hvidt.

Sunclass Airlines’ administrerende direktør, Per Knudsen, sagde i sin takketale, at han var en stolt med-modtager af Luftfartspokalen.

”Når man ser på navnene over tidligere modtagere… der er kongelige højheder og store personligheder som Eilif Krogager (grundlægger af Tjæreborg Rejser og Sterling Airways, red), Simon Spies, tidligere koncernchef i SAS, Jan Carlzon, Knud Heinesen (den tidligere minister var i en periode direktør for Københavns Lufthavn, og blev senere direktør for Spies-koncernen i Danmark, red) samt Tom Clausen (dengang administrerende direktør for My Travel Airways, der blev til Thomas Cook Airlines Scandinavia, red),” sagde Per Knudsen fra scenen.

Per Knudsen fortalte, at Sunclass Airlines på årsbasis flyver fra 32 lufthavne i Norden og at selskabets forgænger – under mange navne – har haft hovedkontor i Københavns Lufthavn Syd, i Dragør, gennem 50 år.

Mændene er i klart flertal ved sammenkomsten hos Danske Flyvejournalister – kvinderne var i år blandt andet repræsenteret af, fra venstre VIP-chef i Københavns Lufthavn, Susanne Frank, Karina Living, direktør for det kommende Comfort-hotel i Københavns Lufthavn og Thilde Waast, formand for fagforeningen FPU, Flyvebranchens Personale Union. Foto: Preben Pathuel.

”En kæmpe team indsats”
Per Knudsen fortalte også tilhørerne på hotellet om sin og John Alexandersens medvirken fra moderselskabet til Thomas Cook Airlines Scandinavia, TCAS, Thomas Cook UK, gik konkurs – til flyselskabet sammen med resten af Thomas Cook Northern Europe kunne fortsætte med sine nye ejer under det nye navn Nordic Leisure Travel Group.

”At være med til at redde TCAS var en kæmpe team indsats, internt som eksternt. Vi havde et moderselskab der fik overskuddet, hvorefter det forsvandt for altid, og som ved sin konkurs efterlod en milliardgæld,” sagde Per Knudsen. Konkursen berørte også leasingkontrakterne på TCAS’ fly – disse kontrakter var på Thomas Cook UK’s hovedkvarter i Manchester, hvilket også gav store udfordringer.

”Jeg fik et opkald om natten til den 23. september om, at nu går Thomas Cook UK konkurs – også vores tyske chef forsvandt, men det gjorde nu ikke så meget,” sagde Per Knudsen.

Han havde mange at takke – blandt andet TCAS’ norske bank, Trafikstyrelsen, flyselskabets advokat, hele ledelsen i TCAS ”og alle de formidable medarbejdere og samarbejdspartnere,” lød det fra Per Knudsen.

Morten Mortensen, direktør i Københavns Lufthavn for salg og ruteudvikling, til venstre, med direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, samt nordisk chef for Air Canada, Marc Sam.

Satte pris på Danmarks største airshow
Ellehammer Prisen gik i år til Danmarks største privatarrangerede airshow, Roskilde Airshow, der holdes hvert andet år, næste gang i 2021, og som tiltrækker over 20.000 publikummer til Roskilde Lufthavn, der hører under Københavns Lufthavn.

Til at tage imod prisen kom formand for Roskilde Airshow, Per Faldborg Olesen, på scenen sammen med Søren Holtze, der blandt andet har myndighedskontakten, og sekretariatschef Lone Terney, der til dagligt arbejder hos DSB, men som i mange år var hos SAS.

Formanden takkede for prisen – og benyttede anledningen til at takke for megen støtte fra Trafikstyrelsen, Naviair, Roskilde Kommune og ikke mindst Roskilde Lufthavn og lufthavnschef Lars Lip.

Alle prismodtagerne gennem årene af Luftfartspokalen og Ellehammer Prisen kan ses på foreningens hjemmeside: Flyvejournalister.dk

Sponsorerne for årets prisceremoni var Københavns Lufthavn samt Ellehammerfonden, Atlantic Airways og Sun-Air.

Relaterede artikler:

Dette fik Stordalen med i “Operation Bernie”

”Spies og resten af gruppen skulle holdes i live”

Satte pris på Københavns Lufthavn og Airmen.dk