- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lufthavnshotel får eget TV-studie

Øget efterspørgsel på virtuelle møder får Clarion-hotellet i CPH til at åbne TV-studie. ”Mange har nok fået testet tålmodigheden ved knitrende online-møder, sådan behøver det ikke være,” siger salgsdirektør.

Der holdes stadig flere hybrid-møder, også fordi der er begrænsninger for fysiske møder. Derfor er der brug for alternativer, der sikrer at for eksempel virksomheder kan kommunikere effektivt.

Det er baggrunden for, at Clarion Hotel Copenhagen Airport nu åbner et TV-studie på hotellet i samarbejde med Creative Technology.

”De fleste har nok fået testet tålmodigheden ved knitrende, uskarpe online-møder siden corona-pandemiens fremspring. Men sådan behøver det ikke være, for med det rigtige set-up kan man holde alt fra møder til store konferencer online eller som hybrid med deltagere både fysisk og online,” siger Martin Glensted, salgsdirektør hos Clarion Hotel Copenhagen Airport, i en pressemeddelelse.

Clarion-hotellet tilbyder derfor nu, at virksomheder kan booke et all-inclusive tv-studie med professionelle teknikere og kamerafolk, som sørger for at alt spiller.

Selvfølgelig helst gæster på hotellet
“Vi vil selvfølgelig helst byde møde- og konferencegæster velkommen fysisk på hotellet. Men vi ser også et behov for andre løsninger i disse dage. Både fra de, som gerne vil begrænse de fysiske møder, og fra de som simpelthen ikke har mulighed for at holde internationale events på grund af lukkede grænser,” siger Martin Glensted og tilføjer:

”Det behov vil vi gerne opfylde, og med Creative Technology’s professionelle udstyr og kompetencer er det blevet muligt.”

Mulighederne med det nye TV-studie på Clarion Hotel Copenhagen Airport er mange, for studiet kan tilpasses hvert enkelt arrangement, oplyses det. Ønsker man eksempelvis at have et publikum, kan hotellet under de nuværende restriktioner huse 125 siddende tilskuere, som selvfølgelig kan få fuld forplejning.

Med løsningen fra Creative Technology, kan virksomheden, der holder et event, selv bestemme, om det skal live-streames via virksomhedens hjemmeside, sociale medie-kanaler, en betalingsside eller on-demand.

Rolls-Royce udgaven
“Det her er Rolls-Royce-udgaven af online- og hybridmøder. Det er ideelt til produktlanceringer, foredrag og globale konferencer, fordi man kan se med i exceptionel god kvalitet,” lyder det fra salgsdirektør Martin Glensted.

Clarion Hotel Copenhagen Airport er en del af Petter Stordalens kæde Nordic Choice Hotels. Hotellet har mødefaciliteter i og ved lufthavnen, en nyåbnet restaurant og 383 værelser.

Nordic Choice Hotels er en af de største hotelgrupper i Norden med over 200 hoteller i de nordiske og baltiske lande. Virksomheden har varemærker som Comfort Hotel, Quality Hotel, Clarion Hotel og Clarion Collection samt 34 såkaldte uafhængige hoteller som for eksempel Villa Copenhagen.

I starten af januar skulle et søsterhotel til Clarion-hotellet, nemlig Comfort Hotel Copenhagen Airport, være åbnet. Men det er nu rykket til foråret. Det bliver med sine 605 værelser Danmarks femtestørste hotel – og det største på Amager, den titel har i dag det 544-værelser store Radisson Blu Scandinavia Hotel.

Relaterede artikler:

Rykker åbning af Københavns nye milliardhotel

2021 bliver et blodbad i hotelbranchen

Dansk softwarefirma får stort indskud fra kendt investor