- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Maldivernes turistråd vil øge sin nordiske synlighed

Maldivernes officielle turistråd, MMPRC, har valgt GSA-virksomheden Related som partner for destinationsmarkedsføring i Danmark, Sverige, Norge, og Finland.

Det er første gang, Maldiverne laver fast kontrakt med et nordisk bureau. Kontrakten omfatter både strategiudvikling og kampagner inden for PR, repræsentation og markedsføring – med fokus på at positionere Maldiverne som verdens førende ø-destination og øge antallet af besøgende fra de fire nordiske lande.

Det oplyser Related, der har hovedkontor i Aarhus, i en pressemeddelelse.

Maldivernes turistråd har tidligere lavet enkeltstående projekter i Norden, men det er første gang, destinationens officielle turistråd, Maldives Marketing and Public Relations Corporation (MMPRC), vælger en fast partner til at varetage al markedsføring, PR og repræsentation i Norden, hedder det.

Barfodsluksus
”Maldiverne er kendt for sine hvide paradisstrande, barfodsluksus og snorkling i verdensklasse. Men Maldiverne er mere end afkobling og romantik for de med store tegnebøger; det er et rejsemål med et varieret udbud af oplevelser og aktiviteter, som også matcher mindre feriebudgetter. Samtidig er det et rejsemål, hvor ansvarlige rejsevaner og respekt for natur og miljø kommer først,” siger Henrik Koch, direktør i Related.

Eksempelvis kan man bo på små private hoteller og “guest houses” på de lokale øer, hvor prisniveauet ofte er lavere end på resort-øerne, oplyses det.

Maldivernes unikke geografi gør destinationen til et sikkert rejsemål, hedder det i pressemeddelelsen. Idet øerne ligger spredt ud over et stort geografisk område, er det nemt at holde social afstand, samtidig med at destinationen har indført flere initiativer, som skal begrænse smittespredningen. Og vælger man “one island, one resort”-konceptet er det endnu nemmere at bo isoleret på rejsen, skriver Related.

”Vi glæder os til at samarbejde med Related. De har mange års erfaring i branchen og stor viden om det nordiske marked. Vi ser stort potentiale for Maldiverne i Norden og vil gennem Related styrke vores lokale tilstedeværelse,” siger Thoyyib Mohamed, direktør for Visit Maldives, MMPRC.

På vej mod 20 års jubilæum
Related er et nordisk full service-bureau, der siden 2003 særligt har specialiseret sig i at markedsføre udenlandske destinationer på det nordiske marked.

Bureauet håndterer PR-, kommunikations- og repræsentationsopgaver for internationale rejsemål på det danske, svenske, norske og finske marked.

Kundelisten tæller blandt andet turistrådene for Malta, Flandern, Mallorca, Dubai, Portugal, Irland, Geneve, Grindelwald og The Great American West.

Relaterede artikler:

Ferieland på vej med eget bonusprogram

Kendte branchefolk åbner nyt high end-rejsebureau

Rejsebureau ansætter nye sælgere under krisen