Maldiverne består af 26 atoller med over 1.000 større og mindre øer fordelt udover 90.000 kvadratkilometer. Nu er landet som formentlig verdens første på vej med et nationalt bonusprogram til turister. Arkivpressefoto fra Maldiverne.

Ferieland på vej med eget bonusprogram

Maldiverne er som formentlig første land i verden på vej med sit eget bonusprogram til udenlandske turister. Maldives Border Miles forventes klar til introduktion fra sidst på året.

Normalt tilbyder flyselskaber og hoteller bonusprogrammer med mulighed for at optjene fordele. Men nu er Maldiverne på vej med angiveligt verdens første bonusprogram for et land, titlen bliver Maldives Border Miles.

Det får, skriver CNN på sin travel-hjemmeside, tre niveauer, Abaarana (Guld), Antara (Sølv) og Aida (Bronze). De tre navne kommer fra Divehi, det primære sprog på østaten i det Indiske Ocean.

“Via Maldives Border Miles kan turister optjene bonuspoint afhængig af antallet af besøg og varigheden af disse. Der kan også optjenes point, hvis man besøger Maldiverne i en særlig anledning,” hedder det i en teaser fra myndighederne på Maldiverne. Måske bliver de udenlandske turisters pengeforbrug i østaten også taget med i betragtning.

Men hvordan de udenlandske turister skal optjene de nationale bonuspoint fra Maldiverne, afhænger af, hvordan verden ser ud på den anden side af coronakrisen, skriver CNN.

Maldiverne, hvis økonomi er stærkt afhængig af turismeindustrien, begyndte en genåbning allerede i juli for rejsende fra alle verdens lande. På det tidspunkt var meldingen, at udenlandske turister skal bo på samme resort-ø under hele opholdet og gennemgå helbredstjek ved ankomsten til østaten. Er man smittet, skal turister i 14 dages karantæne.

Dobbelt så stort som Danmark
En talsmand fra Maldivernes nationale turistråd siger til CNN, at Maldives Border Miles forventes implementeret fra december i år. Det er endnu ikke fastlagt, hvilket fordele deltagerne i de tre kategorier i Maldives Border Miles kan opnå eller hvordan de skal optjenes.

Maldiverne hører ikke til verdens billigste destinationer, så optjente bonuspoint kunne bruges til for eksempel opgrades på resorts.

Maldiverne består af 26 atoller med over 1.000 større og mindre øer fordelt udover 90.000 kvadratkilometer, mere end det dobbelte af Danmarks størrelse. Mange af øerne på Maldiverne har kun et resort. Ifølge CNN har Maldiverne i alt 156 resorts.

Relaterede artikler:

Sådan genåbner landene i Asien

Eksklusiv destination er igen åben for alle lande

850.000 kroner for en ferieø på Maldiverne