- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Malmø Lufthavn søger rejseambassadør

Den skånske Malmø Lufthavn er på jagt efter en rejseambassadør, der skal rapportere om sine oplevelser fra tre spændende europæiske byer.

En skåning får nu muligheden for at blive rejseambassadør for en af den svenske regions største lufthavne.

Malmø Lufthavn, der drives af den svenske lufthavnsoperatør Swedavia, er nemlig på udkig efter en nysgerrig person, der i løbet af efteråret skal berette hjem om oplevelser i tre forskellige europæiske byer. Og både rejse og ophold bliver betalt.

Den kommende rejseambassadør vil få chancen for at opleve Ungarns hovedstad, Budapest, og den rumænske by Cluj-Napoca og den sydpolske by Katowice. Den udvalgte person skal forevige oplevelserne i byen ved både at skrive beretninger og tage billeder.

Valgfrihed ved planlægning af rejser
De interesserede kan indsende en motivation for at blive rejseambassadør på Malmø Lufthavns hjemmeside. Der er desuden mulighed for at sætte navn på en eller flere personer, som man ønsker at have med som selskab i forbindelse med ambassadørjobbet.

”Som vores rejseambassadør er du en del af Expedition Destination, som er et projekt, hvor rejselystne skåninger får mulighed for at udforske Europas både velkendte og mindre kendte perler. Hvordan rejserne arrangeres, og hvad man ønsker at gøre på stedet, er op til rejseambassadøren. Men at være interesseret i nye ting og være i stand til at tage flotte billeder kan være et plus,” siger Peter Weinhandl, flyvepladschef i Malmø Lufthavn.

Nye destinationer
Malmø Lufthavn har i de senere år tilføjet en masse nye destinationer – herunder flere i især Østeuropa og omkring Middelhavet. De nye destinationer skal gøres synlige ved, at de rejsende selv fortæller om oplevelserne.

“Idéen er at fremvise vores nye destinationer og komme så tæt på vores rejsendes oplevelser som muligt. Vi mener, at den bedste måde at finde ud af, hvad vores passagerer kan lide, er at de udforsker verden på egen hånd, og derefter fortæller om oplevelsen, både for os og for familie og venner,” fortæller Peter Weinhandl.

I bytte for de gratis rejser til tre spændende europæiske byer, handler det altså om at rapportere hjem om stort og småt. Men først skal man skrive sin motivation for overhovedet at komme i betragtning til jobbet. Der er ansøgningsfrist den 30. september.

 

Relaterede artikler:

Direkte fly fra Malmø til svensk skidestination

Ryanair øger i Malmø

Malmø Airport præsenterer nyt SAS look

Nyt cykelhotel i Malmø

Rejsekortet gælder til Malmø