Gotland, Sveriges største ø, blev sidste år lidt mere kendt i Danmark efter det lokale færgerederi købte DFDS-ruten København-Oslo. Nu vil Destination Gotland tiltrække flere danske turister.
Der er omkring seks timers kørsel fra København til den svenske østkyst, hvorfra Gotlandsbolaget sejler til Visby, hovedbyen på Gotland i Østersøen.
Og nu vil destinationsselskabet Destination Gotland og øens turisterhverv, Gotlands Förenade Besöksnäring, søsætte en PR-offensiv mod Danmark for at tiltrække flere danske turister.
Målet er at tredoble antallet af danske turister til Gotland, der arealmæssigt er på størrelse med Fyn. Men der er bedre plads på Gotland, der med sine over 60.000 indbyggere kun har lidt over 10 procent af befolkningstallet på Fyn.
Sidste år besøgte omkring 12.800 danskere Gotland – målet er i første omgang at øge dette tal med en tredjedel, oplyses det. Destination Gotland vil blandt andet tiltrække de flere danske turister ved at invitere danske rejsejournalister og influencers på besøg.
”Mange danskere ved ikke, hvad Gotland er for noget”
Adam Jacobsson, salgs- og markedschef for Destination Gotland, siger i pressemeddelelsen: ”Af de udenlandske turister, der sejler til Gotland fra det svenske fastland, er der flest fra Tyskland, fulgt af Norge og med danskerne på tredjepladsen.
Men trods vores nærhed til Danmark, ved mange danskere ikke, hvad Gotland er for noget. Det vil vi forsøge at ændre på og forstærke Gotlands position som et attraktivt rejsemål for danske turister,” siger Adam Jacobsson.
En forklaring på, at mange danskere ikke har hørt om Sveriges største ø er, at Gotland ikke tidligere har markedsført sig på det danske marked, medgiver øens destinationsselskab i pressemeddelelsen.
Men nu er Gotland blevet lidt mere kendt efter øens rederi, Gotlandsbolaget, i november sidste år købte den hidtidige DFDS-rute mellem København og Oslo. Den sejler nu under navnet Go Nordic Cruiseline.
Relaterede artikler:
Gotland: Vil tiltrække tre gange så mange danske turister
Dansk krydstogtrejsebureau forveksles med Oslo-færgen