- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Mange tusinde ramt af flykonkurs

Mindst 2.000 danskere strandede eller er lige nu strandet i udlandet, navnlig på feriedestinationer i Sydeuropa, da islandsk-ejede Primera Air sidste uge gik konkurs, anslår Rejsegarantifonden i ny opgørelse overfor STANDBY.dk – disse er nu ved at blive bragt hjem til Danmark for penge hentet i den såkaldte Flyfondskassen.

Hertil kommer formentlig flere tusinde andre der have købt en ren returflybillet med Primera Air til senere afrejse fra Danmark. For disse endnu ikke afrejste er der en selvrisiko på 1.000 kroner – resten af beløbet kan de få refunderet via Rejsegarantifonden, der bestyrer Flyfondskassen.

Rejsegarantifonden kan kun hjælpe strandede flypassagerer hvis de havde købt en returbillet til Danmark; var de rejst med et rejsebureau, skal bureauet skaffe dem hjem.

Umiddelbart efter konkursen natten til tirsdag i sidste uge, hvor Primera Air indstillede sine flyvninger, anslog Rejsegarantifonden overfor STANDBY.dk, at omkring 800 rejsende med returbillet til Danmark var strandet i udlandet. Dette tal er nu mindst 2.000, anslår direktør i Rejsegarantifonden, Birgitte Fjeldhoff, i dag til STANDBY.dk

”Vi har endnu ikke det fulde overblik, vi er blandt andet afhængige af, at rejsende der er strandet i udlandet på grund af konkursen i Primera Air, kontakter os,” siger Birgitte Fjeldhoff – det er reelt alarmcentralen SOS International der sørger for at arrangere hjemtransporten for de strandede danskere på vegne af Rejsegarantifonden. Foreløbig er 1.000 rejsende med returbillet til Danmark hjulpet hjem fra sydeuropæiske destinationer som blandt andet Malaga, Mallorca, Rhodos og Tyrkiet.

De strandede rejsende kan ikke bare selv booke flybilletter hjem, hvis billetten skal refunderes af Rejsegarantifonden. Fonden/SOS International skal godkende prisen på flybilletten.

Billetter til strandede Primera Air-rejsende fra Danmark med returbillet betales af Flyfondskassen hos Rejsegarantifonden. Siden 2015 er der som led i de danske flyskatter betalt to kroner til denne kasse for alle flybilletter med afrejse fra danske lufthavne og som er returbilletter til Danmark. Flyfondskassen indeholder i dag omkring 70 millioner kroner – målet er at komme op på 100 millioner kroner.

Rejsegarantifonden er også siden krakket i Primera Air blevet kontaktet af passagerer, der havde købt billetter med Primera Air mellem for eksempel England og USA – men her kan Flyfondskassen desværre ikke hjælpe; den dækker kun for returrejsende fra Danmark.

Mulig erstatning til ikke-afrejste
”Men konkursen vil helt sikkert berøre mange flere, måske andre 2.000, vi kender endnu ikke tallene. Det er rejsende der havde købt billet med Primera Air til senere afrejse; der er en selvrisiko på 1.000 kroner for de rene flight only-billetter; resten kan man få refunderet via Flyfondskassen,” siger Birgitte Fjeldhoff.

Primera Air havde sidste år over 600.000 passagerer fra danske lufthavne, primært København og Billund. Hovedparten af de rejsende var chartergæster fra navnlig Danmarks tredjestørste charterrejsebureau, Bravo Tours, der ligesom Primera Air er en del af den islandske rejsekoncern Primera Travel Group.

Men Primera Air solgte også mange flight only-flybilletter til sine destinationer i navnlig Europa. Salget af de rene flybilletter fortsatte frem til få dage før Primera Airs konkurs.

Der er flere oplysninger om Primera Air på Rejsegarantifondens hjemmeside.

Relaterede artikler:

Mindst 800 strandede skal hjælpes hjem efter flykonkurs

Primera Airs konkurs: uvist hvor mange der er strandet

Konkursen i Primera Air rammer bredt