- STANDBY.DK - https://standby.dk -

New York og SAS i nyt partnerskab

NYC & Company, det officielle turistråd, i ny global turistkampagne med blandt andet SAS om indsats i Skandinavien. Alene fra Norden var der sidste år en halv million ankomster.

Sammen med en række globale partnere indleder NYC & Company sin hidtil største globale marketingkampagne for at tiltrække flere turister til New York City, der forventer 14 millioner udenlandske turister i år.

”Sidste år havde vi over en halv million ankomster fra Norden til New York City,” oplyser Anna Polovick Waggy, international kommunikationschef hos NYC & Company til STANDBY.dk

De nordiske ankomster fordelte sig sidste år med 210.000 fra Sverige, 136.000 fra Danmark, der var 107.000 fra Norge og 68.000 fra Finland.

I alt kører den nye New York-kampagne, “Famous Original New York City,” i 22 lande verden over – og der er afsat 20 millioner dollars, cirka 135 millioner kroner til kampagnen på verdensplan. Kampagnen kan også ses på NYC & Company’s hjemmeside, NYCGO.com

I en pressemeddelelse fra NYC & Company, der ikke har nogen direkte repræsentation på det nordiske marked, siger turistrådets administrerende direktør, Fred Dixon, at kampagnen skal minde alle udenlandske gæster om, at alle er velkomne i New York.

Partnerskab med rejsebureauer og flyselskaber
Som led i den nye kampagne har NYC & Company indgået en række partnerskaber med store rejsebureauer og flyselskaber om blandt andet pakkerejser med flybilletter. Disse kan navnlig benyttes i første kvartal af næste år – hvor der alligevel ikke er så meget pres på New York.

Fra Europa er British Airways og SAS de eneste airline-partnere i denne kampagne, der blandt andet kommer på en række sociale medier som Facebook, Instagram og YouTube

Selv New York City består af fem primære bydele. Manhattan er den mest kendte, mens de andre er Brooklyn, Bronx, Queens og Staten Island.

Ny turistrekord
I år forventer New York City samlet 67 millioner besøgende turister – her af er de 53 millioner fra resten af USA, mens knap 14 millioner kommer fra andre lande.

Tallet på de 67 millioner vil være to millioner flere end sidste år. Turisterne – hvad enten de kommer for business eller leisure – kan blandt andet bo i New Yorks foreløbig 123.000 hotelværelser; der er yderligere 20.000 på vej til åbning de kommende år, oplyser NYC & Company.

Relaterede artikler:

Air Canada øger atter på København

Uber klar med helikopterservice i New York

Delta: Vi er størst mellem USA og Europa