- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nordiske travel managers udskyder årsmøde

Foreningen for de nordiske travel managers dropper årets Nordic Business Travel Summit i Stockholm næste uge med 400 tilmeldte fra Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Beslutningen om at udskyde NBTS på grund af frygten for den kinesiske coronavirus blev taget i går, oplyser Lotten Fowler, general manager for den svenske forening af travel managers, Swedish Business Travel Association, i opslag på Linkedin, hvor hun blandt andet skriver:

”Efter grundige overvejelser har vi med tungt hjerte besluttet at flytte dette års NBTS til marts 2021. Vi kontakter nu alle sponsorer af NBTS, de indbudte talere og tilmeldte.”

I en kommentar til flytningen af Nordic Business Travel Summit, der skulle have været holdt næste uge, 17-18. marts, i Stockholm, siger general manager Anne Mette Berg fra Danish Business Travel Association til STANDBY.dk:

”Coronavirussen er også forfærdelig for mødeindustrien, men vores beslutning om at udskyde årets NBTS handler i sidste ende om, at krisen selvfølgelig primært drejer sig om vores fælles samfund. Det er en god beslutning at udskyde NBTS til næste år i Stockholm. Vi kunne have flyttet NBTS til efteråret, men der er der i forvejen mange planlagte arrangementer.”

Næste uges NBTS havde 400 tilmeldinger, heraf 50 fra Danmark. De fire nordiske foreninger for travel managers og deres leverandører er danske DBTA, finske FBTA, norske NBTA og SBTA fra Sverige.

Alene den danske forening, Danish Business Travel Association, har 114 medlemmer, 41 købere/buyers, altså travel managers, og 73 leverandører. Disse omfatter blandt andet biludlejningsselskaber, flyselskaber, hoteller, reservationssystemer og så videre.

Også andre flytter store arrangementer
Med beslutningen om at flytte årets Nordic Business Travel Summit, følger de fire nordiske travel manager-foreninger samme position som en række andre arrangører i rejsebranchen har taget med at udskyde og flytte kommende arrangementer.

Fredag i sidste uge opfordrede den danske regering og myndighederne til aflysning eller udskydelse af alle arrangementer med over 1.000 deltagere resten af måneden.

Det fik blandt andre arrangøren af Nordic Meetings & Events Expo, der skulle være denne måned i København med mange tusinde deltagere, til at udskyde arrangementet i Forum Copenhagen den 25. og 26. marts til 2-3. september.

Relaterede artikler:

Flere med i forening for danske travel managers

Stor dansk eventmesse udskudt til september

DBTA får ros for Nordic Business Travel Summit