- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Norge tjener penge på medvind

LUFTFART: Stadig flere flyselskaber flyver over norsk luftrum på vej fra blandt andet Mellemøsten til USA.

LUFTFART: Stadig flere flyselskaber flyver over norsk luftrum på vej fra blandt andet Mellemøsten til USA.

”De seneste fem år har vi set fordobling af overflyvninger over luftrummet i Nordnorge,” siger chef for flyvelederkontrollen i nordnorske Bodø, Raymond Ingebrigtsen, til nrk.no – han tilføjer, at det navnlig er de tre store selskaber fra Den persiske Gulf, Etihad, Emirates og Qatar Airways, som i dag er de største brugere ved overflyvninger af norsk luftrum.

Det øgede antal overflyvninger er lønsomt for såvel Avinor, der blandt andet står for den norske flyveledertjeneste. Det giver millioner af kroner i indtægter for overflyvningerne. Avinor har øgede udgifter til flyveledere for at håndtere de mange overflyvninger.

Men også flyselskaberne tjener på arrangementet. Når for eksempel de tre nævnte flyselskaber sætter kurs fra Abu Dhabi, Dubai og Qatar mod USA eller Canada, så har selskaberne beregningsprogrammer som viser, hvilken rute det er mest lønsomt at bruge.

Og vindforholdene i Norge er en af hovedårsagerne til, at flyene benytter norsk luftrum. ”Medvinden er en mægtig god forretning for os, for flyselskaberne taber penge når de skal flyve i modvind,” siger Raymond Ingebrigtsen.

Samtidig er det takstmæssigt billigere at flyve over Norge end for eksempel over det britiske luftrum. Derfor vælger mange flyselskaber at flyve i en bue uden om britisk luftrum og i stedet passere Norge inden de fortsætter mod Nordamerika.

Det gør ganske vist flyrejsen lidt længere, men omkostningerne bliver samlet mindre for flyselskaberne.

En anden primær årsag til, at flere flyselskaber tager turen over Norge på vej til Nordamerika er, at selskaberne får stadig mere langtrækkende fly, der derfor kan klare at flyve ekstra på de lange ruter fra for eksempel Mellemøsten til Nordamerika.

Relaterede artikler:

625.000 flyvninger i dansk luftrum

De vandt Norges Grand Travel Award 2017

Flyselskaber i åbent skænderi