- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nu klimakompenserer Spies hele rejsen

Via miljøprojekter, der opfylder kriterierne i FN’s Clean Development Mechanism eller Gold Standard fra Verdensnaturfonden, sender Spies nu alle gæster afsted med god klimasamvittighed.

Nu klimakompenserer Spies både flyrejsen, hotel og bustransfer for alle sine gæster, hvis hotelgæsterne bor på et Sunwing Hotel, Sunprime Hotel eller O.B.C. by Sunwing.

I april var Spies og de andre nordiske rejseselskaber i Thomas Cook Northern Europe-koncernen, Ving i Sverige og Norge samt Tjäreborg i Finland, ifølge Spies først med at klimakompensere samtlige 1,5 millioner gæsters flyrejser, uanset hvilket flyselskab, de rejser med, herunder rutefly.

”Nu udvider vi vores klimakompensation til hele ferierejsen. Fra i dag klimakompenserer vi også vores egne hoteller, hvor vi har en halv million nordiske gæster om året, samt alle bustransfers på destinationerne uanset hvilket hotel, gæsterne skal køres til og fra,” siger Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef i Spies og Thomas Cook Airlines Scandinavia i en pressemeddelelse og tilføjer:

”I dag har Thomas Cook Northern Europe et af de mest omfattende klimakompensationsprogrammer i rejsebranchen.”

Fra 16. september begyndte koncernen at kompensere udledningerne for energi, vand og gæsternes affaldsforbrug på Spies’ og søsterselskabernes egne hoteller: Sunwing Family Resorts og O.B.C by Sunwing og Sunprime Hotels.

Klimakompensationen gælder både kuldioxidemissioner og emissioner af andre drivhusgasser, plus der udlignes klimaemissioner fra alle bustransfers til og fra lufthavnen på destinationerne. Busemissionerne er baseret på GHG-protokollen, en internationalt anerkendt beregningsmetode, oplyser Spies.

Investerer i globale miljøprojekter
Spies samarbejder med Natural Capital Partners, som ifølge Spies, er blandt verdens førende inden for emissions- og klimakompensation.

Gennem samarbejdet investerer Spies i globale projekter, der reducerer den samlede mængde drivhusgasemissioner. De valgte Spies-projekter er vandinfrastrukturprojekter i Østafrika og Gambia, vandkraftværker i Sri Lanka, vindkraft i Tyrkiet og Indien samt et træplantningsprojekt i Spanien.

Projekterne er certificerede og opfylder kriterierne i FN’s Clean Development Mechanism (CDM) eller Gold Standard, en kvalitetsstandard udviklet af Verdensnaturfonden (WWF, red) og understøttet af over 80 miljøorganisationer, oplyser Spies og tilføjer, at Natural Capital Partners blandt andet samarbejder med H&M, SAS og Microsoft.

Relaterede artikler:

Britiske myndigheder har nødplan for Thomas Cook-kollaps

Spies: charterfly er bedst for miljøet

“Familien har eventyrlyst og trang til at rejse”