- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nu kommer millionkampagnen for ferie i Danmark

Siden april har blandt andet Danske Destinationer og VisitDenmark været klar med kampagne til 21 millioner kr. for at få danskerne til at holde ferie hjemme og dermed støtte den hårdt trængte turismebranche.

Under overskriften ”Meget mere end bare Danmark” pumpes der nu 21 millioner kroner i kampagne, ”der skal gøre op med idéen om, at ferie i Danmark er det kedelige alternativ til en fed sommerferie i udlandet,” skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Også dansk turisme er hårdt ramt af den globale corona-krise og de fortsat lukkede landegrænser.

”Danmark er et skønt ferieland. Men nogle af de steder, der er rigtig dejlige at være, er samtidig også rigtig hårdt ramt af coronakrisen,” siger erhvervsminister Simon Kollerup i forbindelse med det længe ventede startskud på ferie-i-Danmark kampagnen. Han tilføjer: ”Så vi skal have flere danskere til at holde mere ferie i Danmark i år. Vi skal inspirere både de, der vil holde flere ugers ferie i Danmark og de, der kun skal ud på endagsture.”

Flere holder ferie i Danmark
Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af danskere, der holder ferie i Danmark, er stigende. Men cirka 40 procent af danskerne holder stadig ikke ferie herhjemme, viser tal fra VisitDenmark.

Bag den nye kampagne ”Meget mere end bare Danmark” står 19 danske destinationer, Brancheforeningen Danske Destinationer, Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Storbyturisme og VisitDenmark. Erhvervsfremmebestyrelse har bevilliget 10,3 millioner kroner ligesom en gruppe store offentlige aktører i dansk turisme bidrager med 10,7 millioner kroner til kampagnen.

”Det er positivt, at både nationale turismeorganisationer og de lokale destinationsselskaber går sammen om at få flere danskere til at genopdage Danmark og lægge deres feriebudget herhjemme i år. Det formål har vi valgt at støtte med ti millioner kroner, fordi vi tror, at vi på den måde kan være med til at holde hånden under de mange små og store danske turismevirksomheder, der er rigtig hårdt ramt af coronakrisen,” siger Jakob Riis, formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, i pressemeddelelsen fra Erhvervsministeriet.

Også støtte fra VisitDenmark
Helt ekstraordinært har VisitDenmark fået lov fra Erhvervsministeriet til at indskyde 2,5 millioner kroner i den kommende indlandskampagne i Danmark. Normalt skal VisitDenmark bruge sine midler på at tiltrække udenlandske turister til Danmark.

”Når krisen er størst, løfter vi sammen og der er uendeligt kort fra tanke til handling. Det tog mindre end fire dage at få alle destinationsselskaberne over hele Danmark til at afsætte godt syv millioner kroner til denne fælles kampagne, som gennemføres på tværs af både VisitDenmark og de lokale aktører og med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse,” siger formand for Danske Destinationer, Jens Müller, han er til daglig direktør for Visit Vestsjælland.

Turisme i Danmark omsætter under normale omstændigheder for cirka 132 milliarder kroner om året og sikrer 169.000 fuldtidsarbejdspladser, oplyser Erhvervsministeriet.

Kampagnen for ferie i Danmark har været klar siden starten af april. Da den først blev bekendtgjort, sagde formand for Danske Destinationer, Jens Müller, til STANDBY.dk:

”Jeg tror ikke der kommer mange udenlandske gæster til Danmark i år. Vores rejsemønstre er fuldstændig slået i stykker. Der kommer måske nogle nordtyskere, når grænsen åbner. Danskerne bliver nok i meget stor udstrækning hjemme i år; derfor har vores kommende kampagne til formål at inspirere danskerne til at holde ferie i Danmark, og ikke bare bliver hjemme på deres bopæl.

Vi skal have danskerne til at holde ferie i deres eget land og bruge penge på at købe overnatninger og oplevelser. Dermed er danskerne med til at tage et medansvar og give aktørerne i dansk turisme noget at leve af. Og det er hurtigere at oparbejde en følelse af, at det er trygt i Danmark og være sammen med danskere, end det er at tage til udlandet,” sagde Jens Müller.

Relaterede artikler:

Vrede over nyt forbud i danske forlystelsesparker

Danske Destinationer har flere ønsker til statsministeren

Millionkampagne skal få danskerne til at holde ferie i Danmark

Mere sexet navn skal markedsføre dansk destination