De danske myndigheder har igen ændret arbejdsbetingelserne for de danske forlystelsesparker, denne gang rettet mod de mere vilde attraktioner. Det vil formentlig omfatte denne rutsjebane, Piraten i Djurs Sommerland, som parken beskriver som Danmarks største rutsjebane. Pressefoto: Djurs Sommerland.

Vrede over nyt forbud i danske forlystelsesparker

Samme dag hvor de danske forlystelsesparker må genåbne, kommer nyt myndighedsforbud mod forlystelser der ”giver anledning til råben og skrigen.” Nu skal parkerne finde ud af, hvad der menes med det.

Som STANDBY.dk kunne oplyse tirsdag i denne uge er nye myndighedskrav på vej til de danske forlystelsesparker, der står til at åbne i disse uger. Denne gang var myndighedernes bekymring rettet mod forlystelser ”i kraftig bevægelse,” for eksempel rutsjebaner.

Tidlig onsdag aften kom der pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet om de nye retningslinjer for disse forlystelser – men præcis, hvilke der tænkes på og hvordan det skal vurderes aner ingen.

Sekretariatschef i Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD), Kristian Nørgaard, siger til STANDBY.dk:

”Hvilke forlystelser skal vores medlemmer undlade at sætte i drift. De kommende dage må vores medlemmer drøfte dette, men det kræver nærmest en konkret vurdering for hver forlystelse som den enkelte park så skal aftale om de må bruge med de lokale politimyndigheder. Dette er mega frustrerende at de nu kommer nye retningslinjer få uger efter vi fik nogle andre.”

De 12 medlemmer af FFD er Bonbon-Land, Djurs Sommerland, Dyrehavsbakken, Fårup Sommerland, Jesperhus Blomsterpark, Knuthenborg Safaripark, Legoland, Lego House, Sommerland Sjælland, Tivoli, Tivoli Friheden i Aarhus og Universe på Als. Ikke alle har kørende forlystelser.

Samlet omsætter de i et normalt år for cirka 3,4 milliarder kroner, har 12 millioner gæster og beskæftiger over 7.000 medarbejdere i højsæsonen.

”Anledning til råben og skrigen”
På hjemmesiden Retsinformation.dk står der nu blandt andet i § 8:

“Forlystelsesparker, omrejsende tivolier og lignende skal holde forlystelser, der fungerer på en måde, som ikke er forsvarlig i forhold til smittefaren fra covid-19, lukket for offentligheden. Der skal blandt andet lægges vægt på, om forlystelsen er i kraftig bevægelse eller rotation, og om forlystelsen giver anledning til råben og skrigen.”

I en pressemeddelelse fra Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, der har sekretariat hos Horesta, hedder det blandt andet:

”Først var de (forlystelsesparkerne, red) ikke tvangslukkede. Så blev de anbefalet ikke at åbne. Derefter skulle de lukke. Så fik de en åbningsdato med et sæt retningslinjer, og dernæst en ny åbningsdato. Og her på dagen for parkernes genåbning kommer der igen kommet nye retningslinjer, hvori der står, at de hurtige forlystelser ikke må køre som normalt på grund af smittefare.”

Sekretariatschef i FFD, Kristian Nørgaard, siger efter retningslinjerne for parkerne endnu engang er ændret:

”Nu må forlystelsesparkerne lige pludselig ikke åbne de hurtigkørende forlystelser, lyder de nye retningslinjer fra Erhvervsministeriet. For 14 dage siden fik vi ad vide, at vi kunne åbne efter et sæt retningslinjer, hvor vi sikrer god afstand mellem gæsterne i forlystelserne. Det har vi selvfølgelig forberedt os efter.

Nu kommer man så lige før mange parkers åbningsdag og trækker forretningsgrundlaget væk under os. Det er helt uacceptabelt,” siger Kristian Nørgaard, og tilføjer, at det ikke er muligt at få klarhed over, hvad en hurtigkørende forlystelse er.

Kastebold
Kristian Nørgaard mener, at virksomhederne har været kastebold i ugevis i et forløb, ”der er komplet uretfærdigt.”

Den 14. maj modtog virksomhederne retningslinjer fra Erhvervsministeriet, hvori der stod, at der skulle være én meter mellem gæsterne i langsomme forlystelser og to meter i de hurtigkørende. Og det har virksomhederne forberedt sig ud fra.

”Disse ændrede retningslinjer i 11. time bringer virksomhederne i en håbløs situation. Mange har kaldt medarbejdere tilbage fra lønkompensation, og nu er udsigten til omsætning fuldstændig forandret. Det er en urimelig behandling,” siger sekretariatschefen i FFD.

Relaterede artikler:

Fraråder brug af rutsjebaner i forlystelsesparker

Liv i dansk turisme kræver åbne attraktioner og grænser

Mange ville være ny direktør for Tivoli