- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny app skal hjælpe turismen på Vestkysten

En ny app fra tre destinationsselskaber skal hjælpe turisternes online vaner samt bidrage med data om gæsteadfærd, så offentlige og private aktører kan optimere investeringer på området.

App’en, der kort og godt hedder Vestkysten, skal styrke turismen langs næsten hele Vestkysten. Bag initiativet står Destination Nordvestkysten (med kommunerne Hjørring, Holstebro, Jammerbugt, Lemvig og Thisted), Destination Vesterhavet (kommunerne Varde og Ringkøbing-Skjern) og Destination Vadehavskysten (kommunerne Esbjerg og Fanø) samt VisitDenmark og Dansk Kyst- og Naturturisme.

App’en har til formål at imødekomme gæsternes stigende digitale vaner og hjælpe gæster med at finde rundt og søge nye oplevelser, når de ankommer til destinationen, hedder det i en pressemeddelelse.

En fælles digital platform for Vestkysten skal desuden underbygge oplevelsen af en samlet destination, der adskiller sig fra andre områder i Jylland og Danmark.

Et stærkt brand
Jacob R. Kirkegaard Larsen, destinationsudviklingschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme, siger i pressemeddelelsen:

”Vestkysten har et stærkt brand og gæsterne kommer ofte igen år efter år. Men Vestkysten som feriedestination halter på de digitale medier – set fra gæsternes perspektiv. Hvis Vestkysten skal fortsætte med at være attraktiv, er det nødvendigt at have et stærkt digitalt afsæt, der kan fastholde interessen ved at udfolde fortællingen om Vestkysten og inspirere til nye oplevelser, der flytter gæsterne på tværs af kysten og ind i baglandet.”

Og fra Peer H. Kristensen, direktør for Destination Vesterhavet, lyder det: ”Vestkystapp’en er et vigtigt led i at møde gæsterne, hvor de er. De får en digital guide i lommen, som kan inspirere dem med både klassiske Vesterhavsattraktioner og mere ukendte oplevelser, der matcher deres behov og ønsker. Det er en nutidig og bæredygtig måde at kommunikere med vores gæster på.”

Direktør for Destination Nordvestkysten, Peter Krusborg, vurderer, at den digitale kommunikation med gæsterne bliver afgørende for Vestkystens konkurrencekraft. ”Dette er et stort skridt i den digitaliseringsproces, vi gennemgår på Vestkysten og ambitionen om at bliver en af Nordeuropas førende kystdestinationer,” siger han.

Pilotprojekt med stort skaleringspotentiale
Ifølge VisitDenmark er initiativet et afgørende skridt for at imødekomme den digitale gæsteadfærd:

”Det er bestemt ikke hver dag, at vi ser flere destinationer gå sammen om en indsats som denne med henblik på at udvikle gæsteservicen og opsamle data omkring turisternes adfærd. Det er en positiv udvikling, som kan få afgørende betydning for konkurrencekraften på den anden side af corona,” siger Tim Hoelgaard, chef for Partnerskaber og Forretningsudvikling hos VisitDenmark, og uddyber:

”Vi ser et stort potentiale i dette som et pilotprojekt, der ligger godt i forlængelse af nogle af vores øvrige initiativer, og som har skaleringspotentiale til andre destinationer, der gerne vil opruste digitalt.”

Data fra app’en omkring eksempelvis brugernes bevægelsesmønstre skal kombineres med data omkring tilfredshed, demografi og præferencer. Formålet er at afdække sammenhænge mellem forskellige brugertyper, deres faktiske brug af Vestkysten, deres præferencer og tilfredshed med opholdet for således at kunne optimere gæsteoplevelsen og fremtidige investeringer i området.

Relaterede artikler:

Stor forskel på danskernes feriefavoritter i Danmark

Destinationer kan nemmere følge feriehusbookinger

VisitDenmark-formand: 2021 måske værre end 2020