- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny direktørstilling på Hindsgavl Slot

Hindsgavl Slot har oprettet en ny stilling som salgsdirektør, og jobbet skal varetages af Trine Skou-Nielsen.

Det smukt beliggende Hindsgavl Slot med udsigt til Lillebælt ønsker at styrke salget og fortsætte den positive udvikling. Man har derfor besluttet at oprette en helt ny stilling som salgsdirektør.

Hindsgavl Slot har ansat Trine Skou-Nielsen, og hun tiltræder den 15. september. Hun fortsætter sin karriere hos det fynske slot efter at have været ansat hos Søhuset Konferencecenter i Hørsholm.

Den nyoprettede stilling glæder Uffe Høeg Johansen, administrerende direktør på Hindgavl Slot i lidt over 10 år, og han ser frem til at arbejde sammen med Trine Skou-Nielsen. Et samarbejde, der gerne skal give mere målrettet salg og dermed styrke hotel- og konferencecentrets position på markedet.

Trine Skou-Nielsen tiltræder nyoprettet stilling som salgsdirektør hos Hindsgavl Slot. Foto: Hindsgavl Slot

”Vi har som alle andre virksomheder en strategi for styrkelse af vores forretning, og ansættelsen af en salgsdirektør er et led heri. Jeg er sikker på, at Trine med sin mangeårige brancheerfaring kan være med til at bibeholde Hindsgavl Slots i forvejen stærke position på markedet,” siger han i en pressemeddelelse.

18 års erfaring
I de sidste 10 år har Trine Skou-Nielsen arbejdet som leder af Søhuset Konferencecenter i Nordsjælland, hvor hendes ansvarsområder blandt andet var budgettering og målstyring, salg og marketing samt booking og kundeservice. Hun har i alt 18 års erfaring fra hotel- og restaurationsbranchen.

Tidligere i 2018 blev Hindsgavl Slot kåret som Årets Konferencecenter af sammenslutningen Danske Konferencecentre. Den har over 100 af de mest spændende konferencesteder i Danmark som partnere. Det er en titel, som bliver uddelt på baggrund af gæsteanmeldelser, som indløber via et kundetilfredshedssystem.

Hindgavl Slot har i de to seneste år desuden vundet Møde & Event Awarden. Først for landets bedste service og i år for at kunne tilbyde de bedste lokaler til gæsterne.

 

Relaterede artikler:

Ny hotelchef på Hindsgavl Slot

Hindsgavl-direktør træder ind i HORESTAs bestyrelse

Kårer årets danske konferencecenter 2018