- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny langrute til København forlænges

Fra 2. maj får Cathay Pacific ny sæsonrute fra Hong Kong til København – sæsonen er netop udvidet med to uger ligesom Cathay har udvidet passageraftale med SAS.

Oprindeligt skulle Oneworld-medlemmet Cathay Pacific have fløjet sin sæsonrute mellem hjemmebasen i Hong Kong og Københavns Lufthavn fra 2. maj til 12. oktober tre gange om ugen. Men nu har Cathays hovedkontor i Hong Kong netop meddelt, at man forlænger ruten til 26. oktober. Det betyder samlet seks ekstra flyvninger i hver retning.

”De to uger ekstra er positivt og tegn på, at bookingtallene udvikler sig fornuftigt. Ruten sælger rigtig godt i begge retninger. Der er stor interesse, ikke kun fra København til Hong Kong, men også i den anden retning,” siger Cathay Pacifics nordiske salgschef, Allan Petersen, til standby.dk – Cathay har siden 1995 været repræsenteret i Norden af det danske GSA-bureau Airline & Travel Marketing.

Bookinger fra passagerer, der skal med Cathay fra København til Hong Kong, viser, at mange ikke kun skal til Hong Kong, men også videre med Cathays netværk til blandt andet Kina, Filippinerne, Vietnam og Australien.

”Allerede inden ruten fra Hong Kong til København åbner, har vi nu flere dage med tæt på udsolgt på både premium economy og economy, erfaringsmæssigt bookes mange sæder på business class først tættere på afgang,” siger Allan Petersen. Alene til Kina har selve Cathay og datterselskabet Cathay Dragon (det tidligere Dragon Air) 23 direkte ruter fra Hong Kong. Cathay betjener snart 200 destinationer i op mod 50 lande verden over, mens Cathay Dragon har omkring 50 ruter i Asien.

Cathay har i forvejen en række ruter fra Hong Kong til Europa. Ved at flyve direkte med Cathay fra København til Hong Kong sparer rejsende op til fire-fem timers rejsetid, fordi de ikke skal skifte fly i en anden af Cathays europæiske gateways.

SPA-aftale med SAS
Forud for åbningen af Cathay-ruten fra Hong Kong til København har Cathay og SAS udvidet de to flyselskabers samarbejde. Det er sket via den såkaldte SPA-aftale (Special Prorate Agreements); dermed kan rejsende med Cathay fra for eksempel Billund, Aarhus, Aalborg, hele Skandinavien, herunder blandt andet Gøteborg, Oslo og Stockholm, nu checke ind i en skandinavisk SAS-betjent lufthavn og blive checket igennem til deres endelige rejsemål på en af Cathays destinationer i Asien.

Cathay øger i Europa
I alt får Cathay i år mindst tre nye destinationer i Europa, ud over København også Bruxelles fra 27. marts og Dublin fra 2. juni. Mens København får tre Cathay-fly om ugen bliver der fire til såvel Bruxelles som Dublin. Cathay flyver i forvejen ca. 100 gange om ugen til 12 lufthavne i Europa. London Heathrow er størst med fem fly om dagen.

Cathays tre nye Europa-ruter betjenes med Airbus’ nyeste langrutefly, A350-900, der i versionen til København har 280 sæder; 38 på business, 28 på premium economy og de resterende 214 på economy. Det bliver Københavns Lufthavns første rute betjent af Airbus A350.

 

Relaterede artikler:

Cathay kan blive større i Københavns Lufthavn

Qatar Airways på opkøb hos alliancepartner

Rejsebureauer fravælger direkte ruter

Air China åbner på Beijing-København