- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nye indrejseregler skaber problemer for skiturister i Østrig

110 britiske skiturister havde pludseligt et problem, da de ankom til Østrig. Den østrigske regering havde nemlig foretaget en ændring i COVID-19-restriktionerne, der også gælder for danskere.

Drømmen om en ferie på ski i de østrigske alper blev i juledagene til et mareridt for en gruppe turister fra Storbritannien. Da turisterne den 26. december landede i lufthavnen i Innsbruck, fandt de ud af, at deres PCR-tests var blevet ugyldige, fordi regeringen i Østrig havde ændret i indrejsereglerne.

Hidtil har myndighederne i Østrig krævet, at tilrejsende turister over 12 år skal været vaccineret tre gange, ligesom de også skal have taget en PCR-test seneste 72 timer inden afrejse. Juledag blev den regel dog ændret, så PCR-testen nu højest måtte være 48 timer gammel.

Regelændringen skabte dog problemer for de britiske turister. De ankom dagen efter, at reglen var blevet ændret. Mange af deres PCR-tests var derfor ikke gældende længere, mens nogle af turisterne heller ikke havde fået det tredje såkaldte booster-vaccinestik, der også kræves. Det skriver BBC.

Kan også ramme danskere
Det betød, at 70 af turisterne blev sendt hjem i løbet af samme dag. 40 andre blev eskorteret til et hotel, hvor de blev isoleret. 12 af de 40 endte med at kunne fortsætte deres skiferie i landet, men det var først, da de havde fået foretaget nye PCR-tests.

Det er fremkomsten af omikronvarianten, der har fået de østrigske myndigheder til at stramme indrejsereglerne. De nye regler gælder dog ikke for alle turister, da det indtil videre kun er rejsende fra Storbritannien, Danmark, Norge og Holland, der er omfattet af kravene.

Østrig er tilsyneladende særligt nervøs for den nye omikronvariant, da landet var arnested for en af de første supersprednings-begivenheder under pandemien. Den fandt sted sidste forår i den populære skisportsby Ischgl. Her blev flere end 6.000 mennesker fra 45 lande smittet med COVID-19.

Fremstod ikke klart
Flere af turisterne, der blev afvist i lufthavnen i Innsbruck, beretter blandt andet på de sociale medier, at de har gjort, hvad de kunne, for at holde sig opdateret om reglerne.

Den vurdering deler den østrigske oppositionspolitiker Franz Hörl, der repræsenterer Österreichische Volkspartei (Det Østrigske Folkeparti, red.). Han kritiserer den siddende sundhedsminister i Østrig, Wolfgang Mückstein, for hændelsen, som politikeren kalder for “inhuman”.

Franz Hörl fortæller til nyhedsbureauet APA, at sundhedsministeren burde have gjort mere for at gøre det klart for tilrejsende turister, at reglerne var blevet ændret. Ifølge Hörl var 72-timers reglen for PCR-tests nemlig fortsat opført som gældende på de østrigske myndigheders hjemmesider.

 

Relaterede artikler:

Østrig åbner for skiturister med boosterstik

Skirejsebureauer afventer østrigske karantænekrav

Ikke-vaccinerede ramt af hård nedlukning i Østrig