- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nye rejsevejledninger åbnede ingen lande

Fredag eftermiddag begyndte Udenrigsministeriet igen at komme med ugentlige opdateringer af rejsevejledningerne. Den første gav ingen åbne lande. Omkring ti lande er stadig røde, resten er orange.

Udenrigsministeriet har de seneste dage i forbindelse med de kommende genåbninger af de danske grænser gjort næsten alle lande i sine rejsevejledninger orange, ”vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser.”

De fortsat røde lande og regioner – ”vi fraråder alle rejser” – er Bangladesh, Botswana, Brasilien, Eswatini (Swaziland), Lesotho, Malawi, Mozambique, Sydafrika, Zambia og Zimbabwe samt regionen Réunion, et oversøisk fransk område ud for det sydøstlige Afrika.

I sin pressemeddelelse skrev Udenrigsministeriet fredag eftermiddag blandt andet: ”Udenrigsministeriet opdaterer ugentligt rejsevejledningerne blandt andet på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut.

Efter genindførelse af modellen for rejserestriktioner for EU- og Schengenlande samt tredjelande vil Udenrigsministeriet som udgangspunkt hver fredag klokken 16 oplyse, hvilke lande og regioner der ændrer farve. Denne melding vil være gældende fra dagen efter, lørdag klokken 16, hvor også de tilknyttede indrejserestriktioner for de pågældende lande som udgangspunkt vil træde i kraft.

Der kan herudover ske opdateringer i ugens løb. Det kan ske, hvis for eksempel indrejserestriktioner i nogle lande ændrer sig, eller hvis et land skifter til rød,” skriver ministeriet.

Ingen ændringer
Dagens opdaterede smittetal medfører ingen ændringer af rejsevejledninger og indrejserestriktioner for EU- og Schengenlandene i forhold til vores seneste pressemeddelelse af 19. april, lyder det fra Udenrigsministeriet, der fortsætter:

”Det er således fortsat kun Island og tre regioner i Norge (Nordland, Trøndelag samt Troms og Finnmark), der opfylder kriterierne for lave smittetal. Udenrigsministeriets rejsevejledninger for Island og Norge er dog fortsat orange, det vil sige, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes, da landene har betydelige indrejserestriktioner for rejsende fra Danmark.”

Udenrigsministeriet anser erhvervsrejser for nødvendige rejser. Erhvervsrejser kan derfor foretages til lande, der er gule og orange i rejsevejledningerne. Erhvervsrejsende bør dog undersøge, om landet har indrejserestriktioner over for erhvervsrejsende på den relevante danske ambassades hjemmeside, påpeger Udenrigsministeriet.

Her er link til hele fredagens pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet, i den er link til en række emner i forbindelse med de danske rejsevejledninger, klik her.

Relaterede artikler:

Rejsebureauer: Vi er ikke lagt ned af rejsekunder

Rejsechef om statsministers Mallorca-udtalelse: Grotesk

DRF: Genåbningsaftale med plusser og minusser