- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nyt fokus i den europæiske mødebranche

Risiko Management, Design Thinking, Lederskab og Mødeperspektiver er de fire hovedområder når flere hundrede fra den europæiske mødebranche mødes næste måned i Holland.

Den hollandske afdeling af Meeting Planners International (MPI) er 9-12. februar vært ved organisationens årlige konference European Meetings & Events Conference (EMEC). Den holdes i år i den hollandske hovedstad, Den Haag, under overskriften ”Changing the game,” som fokuserer på at gennemføre arrangementer på nye og utraditionelle måder.

Arrangørerne hos MPI Holland blev blandt andet inspireret til sammensætningen af konferencens program med et citat fra serien Peaky Blinders på Netflix: ”We are not here to play the game. We are here to change it.”

”Alt for ofte bygges møder over den samme læst med en key note speaker på scenen – og deltagerne siddende i et banketlokale som passive tilhørere eller i gang med at lege med deres smartphones. Sådan bliver det ikke i Den Haag i februar,” lover event- og konferencearrangør Sven Boelhouwer, projektleder for EMEC19.

Halvdelen af arrangementerne og workshops under EMEC19 afvikles i det nyrenoverede kultur- og kongrescenter World Forum The Hague, men også andre og mere utraditionelle venues i byen tages i anvendelse, når de forventeligt et par hundrede mødeeksperter sætter hinanden i stævne næste måned.

Deltagerne tæller såvel udbydere af faciliteter og services som professionelle event- og mødeplanlæggere fra hele Europa. EMEC er – mod betaling – åben for både medlemmer og ikke-medlemmer af MPI.

Blandt de indtil nu tilmeldte danske deltagere er eventbureauet Eventcom, Møde & Eventmagasinet fra Kursuslex, Bullseye Branding, Karin Krogh, høreapparatvirksomheden Widex, Novo Nordisk og Anne Dalgaard, formand for MPI Denmark.

Risk Management
Den fire dage lange konference har blandt andet en såkaldt security workshop under overskriften Risk Management. Gennem en række opgaver lærer deltagerne for eksempel om krisekommunikation og hvordan en række dilemmaer håndteres.

Risk Management er et af fire hovedområder under EMEC19, hvor de andre er Design Thinking, Leadership og Meeting Perspectives. Konferencedeltagerne kan følge et af disse spor – eller snuse til dem alle ved at deltage i en række af de mange temasammenkomster.

Relaterede artikler:

Kasino bliver til mødelokaler

Lufthansa kigger på møder og events

Møder i Danmark for 26 milliarder kroner