- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Nyt hotel skifter til dansk direktør før åbning

Henrik Bille Pedersen er netop blevet ny administrerende direktør for 4-stjernede Hotel Alsik, der åbner til maj i Sønderborg og som med 190 værelser bliver største hotel i Sønderjylland. Hertil kommer en stor spa samt møde- og konferencelokaler plus blandt andet tre restauranter.

Henrik Bille Pedersen er nu blevet direktør for Hotel Alsik, der åbner i Sønderborg til maj. Arkivfoto.

Henrik Bille Pedersens fortid omfatter blandt andet 12 år i spidsen for Radisson Blu Scandinavia Hotel i Aarhus, tre år på hotel Marienlyst ved Helsingør og fem år First Hotel Vesterbro samt direktørjobbet indtil sidste forår i Berendsen Hospitality og Tekstil. Han har on and off drevet sit rådgivningsfirma, House of Hospitality by henrikbille.dk

Ved årsskiftet blev han driftsdirektør for det tyske hotelselskab RIMC International Hotels & Resorts med hovedkvarter i Hamborg. RIMC driver 32 hoteller i otte lande og har adgang til 11 varemærker som Best Western, Deutsche Hospitality (det tidligere Steigenberger), Hilton, Radisson Blu og Sheraton, oplyser dets hjemmeside.

Danfoss står bag hotellet
Bag Hotel Alsik på havnefronten i Sønderborg står Danfoss-dynastiet med Bitten & Mads Clausens Fond samt PFA Ejendomme – Mads Clausen er grundlægger af Danfoss, der har hovedkvarter på Als, hvor Sønderborg er største by.

Det er officielt hemmeligt ved Hotel Alsik har kostet, men ifølge lokale medier er det et samlet projekt til 600 millioner kroner. Hotel Alsik vil med sine 190 værelser næsten fordoble byens hotelkapacitet, har Sønderborg Kommune tidligere oplyst. Det bygges som to hoteltårne på 19 og 70 meter – og får i alt 120 medarbejdere.

Manglende lokalkendskab
Om årsagen til direktørskiftet på Hotel Alsik skriver RIMC, der sidste år ellers havde udpeget tyske Irmela Heinsius som hoteldirektør, i en pressemeddelelse:

”Det har på projektet vist sig nødvendigt med et stort kendskab til danske forhold, regler og lovgivning, og det er derfor besluttet at rekruttere en profil med indgående viden om det nationale hotelmarked”, siger Gert Prantner, medejer af RIMC i en pressemeddelelse. Videre hedder det:

”RIMC ønsker med Alsik at få fodfæste i Danmark. Derfor er det afgørende at komme godt fra land. Vurderingen er på dette tidspunkt – med cirka fire måneder til åbning – at det kræver en direktør med indgående viden om danske forhold.”

Fra Amager til Sønderjylland
Henrik Bille Pedersen kom ved årsskiftet til RIMC og en stilling som Chief Operating Officer, driftsdirektør. Nu har han også ansvaret for at stå i spidsen for Hotel Alsik.

Henrik Bille Pedersen er ikke jysk sønderjyde, han kommer nemlig fra Amager. ”Jeg kom i kontakt med RIMC, da jeg for to år siden mødte ledelsen, vi har haft lidt løbende kontakt. Jeg har nu to roller hos RIMC, dels som driftsdirektør, dels som direktør for Hotel Alsik,” siger han til STANDBY.dk og tilføjer:

”RIMC får nu med Hotel Alsik fodfæste i Danmark, men vil gerne have mere. Jeg håber, at vi inden længe også er til stede i de fem største byer i Danmark – nemlig København, Aarhus, Aalborg, Odense og Esbjerg.”

Udover værelser samt møde- og konferencefaciliteterne får Hotel Alsik også et kæmpe spa med 4.500 kvadratmeter. ”Spaen bliver juvelen i turbanen,” siger Henrik Bille Pedersen, der også vil sælge spa-ophold til gæster fra den tyske side af grænsen.

Relaterede artikler:

Fra hoteldirektør til topchef for millionvaskeri

Tysk kæde får første hotel i Danmark

Comwell opgiver hotel i Sønderborg