- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nyt rejsebureau tager sine første skridt

Det nye danske rejsebureau Wild Rover Travel med speciale i selvguidede vandreferier i Europa har netop startet salget af rejser. Gæsterne skal selv komme frem til destinationen.

”Vi har lige åbnet Wild Rover Travel, men har arbejdet med projektet et års tid. Vi har intet præcist bud på, hvor mange årlige rejser vi kan sælge, men fornemmer stor interesse,” siger Cecilie Bech Christensen, der sammen med irske Niall Corcoran står bag det nye rejsebureau, til STANDBY.dk

Danske Cecilie Bech Christensen er gået sammen med irske Niall Corcoran om det nye danske rejsebureau, Wild Rover Travel. PR-foto.

Wild Rover Travel arrangerer kun landarrangementerne, gæsterne må selv købe flybilletter for at komme frem til rejsemålene. I første omgang har selskabet fokus på vandreferier i Irland, Italien, Spanien og Portugal, men planen er at tilføje flere.

Bag Wild Rover Travel, der har kontor i Charlottenlund nord for København, står det dansk-irske par Cecilie Bech Christensen og Niall Corcoran, der har en baggrund inden for henholdsvis kommunikation og turisme-management.

Selskabet er startet på baggrund af parrets passion for at vandre og analyser der viser, at aktive ferier – herunder vandreferier – vinder mere og mere indpas hos danskerne.

Ingen guider
At Wild Rover Travel udbyder selvguidede vandreferier vil sige, at gæsterne går uden guide på turen. Når ruten er valgt, bliver gæsterne inden første skridt forsynet med al nødvendig information for at kunne finde vej på egen hånd.

Derudover booker Wild Rover Travel overnatningssteder og sørger for, at gæsternes bagage transporteres fra sted til sted, så de kun skal bære hvad der er brug for i løbet af dagen.

Niall Corcoran, der blandt andet har arbejdet med at promovere Irland til skandinaverne gennem Tourism Ireland, den irske pendant til VisitDenmark, har længe haft lyst til at starte eget rejsebureau:

”Jeg ville gerne starte mit eget, men har været i tvivl om formen, da jeg altid har foretrukket selv at arrangere mine rejser og kun sjældent har benyttet mig af rejsebureauer. Men da vi første gang besluttede os for en vandreferie, var det simpelthen for besværligt selv at arrangere det, da man overnatter et nyt sted hver dag, skal have transporteret sin bagage og have fat på rutekort og vandrebeskrivelser; det var sådan at ideen til Wild Rover Travel blev født,” siger han.

Rejsebureauets navn, Wild Rover Travel, stammer fra den irske folkesang The Wild Rover, der blandt andet er udødeliggjort af gruppen The Dubliners. Ud over at hentyde til selskabets halvt irske baggrund, kan det engelske ord ”rover” oversættes med ”vandringsmand” eller ”omstrejfer” og er således i tråd med selskabets speciale.

Relaterede artikler:

De gladeste og sureste ferierejsende

Endnu en sportsstjerne får rejsebureau

Rejsebureau på hjemmebesøg