- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Østrig lukker igen for rejsende fra Storbritannien

For mange tilfælde i Storbritannien af den mere smitsomme indiske variant af coronavirus, får Østrig og Tyskland til at lukke for direkte flyvninger fra Storbritannien.

Fra 1. juni forbyder også Østrig indtil videre direkte flyvninger fra Storbritannien. Årsagen er, at Storbritannien har for mange tilfælde af den mere smitsomme indiske variant af coronavirussen. Østrig har allerede forbud mod direkte flyvninger fra Indien samt Brasilien og Sydafrika, der også har særligt smitsomme varianter af coronavirussen.

Mens direkte flyvninger forbydes fra 1. juni, lukkede Østrig allerede tirsdag grænserne for rejsende der kommer direkte til Østrig fra Storbritannien. Undtagelserne er østrigske statsborgere, personer med opholdstilladelse i Østrig eller at der er tale om overbevisende humanitære årsager, nødhjælpsarbejdere, rejsende for internationale organisationer samt forretningsrejsende – kravet for alle er dog, at de skal fremvise en ny, negativ PCR-coronatest for at komme ind i Østrig, oplyser Østrigs sundhedsministerium.

Den østrigske beslutning om restriktioner mod rejsende fra Storbritannien følger kort efter, at Tyskland forleden tog en lignende beslutning, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Frankrig vil fra 31. maj kræve alle rejsende ankommende fra Storbritannien i karantæne i syv dage.

Lukkede også for direkte flyvninger i december
Både de tyske og de østrigske sundhedsmyndigheder har ønsket forbud mod direkte flyvninger fra Storbritannien og ankomst af turister fra Storbritannien på grund af den mere smitsomme cornavariant B.1.617.2, der, fordi den først blev opdaget i Indien, kaldes den indiske variant.

Selv om der ikke er store udbrud med den indiske coronavariant i Storbritannien, så er der set en stigning i lokale udbrud rundt om i Storbritannien. Over 35 procent af den voksne befolkning i Storbritannien er færdigvaccineret.

I december sidste år lukkede Østrig også for direkte flyvninger fra Storbritannien – dengang var det som følge af den britiske variant af coronavirussen. De direkte flyruter mellem de to lande blev genoptaget i marts i år.

Da de danske rejsevejledninger blev opdateret i fredags, kom den østrigske region Burgenland på listen over gule destinationer, som danske turister kan rejse til.

Relaterede artikler:

Flere regioner og ét land åbnes i ny rejsevejledning

Her vil danskerne på udlandsferie

Færøerne på briternes første grønne rejseliste