- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Op imod halvdelen af danskerne vil til udlandet

En dugfrisk undersøgelse fra LB Forsikring viser, at 45 procent af danskerne definitivt vil rejse til udlandet i sommer, mens yderligere 23 procent overvejer det.

Geopolitisk uro, høje brændstofpriser og en svækket coronapandemi lader ikke til at påvirke danskernes rejselyst, hvis man skal tro en ny undersøgelse fra LB Forsikring.

Lige knapt en tredjedel af alle danskere, svarende til 30 procent, har ingen planer om en rejse til udlandet i den kommende sommer, mens hele 45 procent planlægger at komme uden for landets grænser, når sommerferien indfinder sig. Ydermere er der 23 procent, der overvejer at gøre det.

Det er to år med corona, der har forstærket rejsetrangen, hvorfor krigen i Ukraine eller udsigt til et lavere rådighedsbeløb som følge af stigende forbrugerpriser, ikke i større omfang påvirker rejselysten i denne sommer.

“Folk vil rigtig gerne afsted til udlandet. Mange har været hjemme de sidste to sommerferier, og nu vil man gerne se andet og mere end Danmark. Vi kan også mærke, at der heller ikke er den samme bekymring for corona hos vores medlemmer, som der har været,” siger Anne Mette Kirkegaard, skadeschef i LB Forsikring.

Asien og Afrika mindre populært
Selvom rejselysten for alvor er vendt tilbage, er det dog ikke alle steder i verden, der virker lige tiltrækkende.

“Undersøgelsen viser, at Asien og Afrika stadig ikke er så populære, som før corona. 37 procent svarer, at de ikke vil tage til Asien og 34 procent, at de ikke vil tage til Afrika på grund af corona. Det er også det, vi oplever. Vores medlemmer overvejer stadigvæk lige de lange oversøiske ture en ekstra gang. Vi kunne dog se en stigning i ture til Thailand i vinterferien, så det kommer helt sikkert igen. For nu vil folk bare til sommer og sol i Europa,” forklarer skadeschefen.

Mændene mere motiveret for at rejse
Undersøgelsen viser også, at det tilsyneladende er mændene, der er mest frygtløse, når det handler om at rejse ud i verden. Det er 50 procent af mændene, der gerne vil på udlandsrejse i år, mens der kun er en klar tilkendegivelse fra 40 procent af kvinderne.

I forhold til COVID-19 er det 14 procent af alle respondenterne, der har bekymring herom, og 12 procent der udviser tilbageholdenhed på grund af krigen i Ukraine. Her er der 16 procent af kvinderne, der er bekymrede over krigen i Ukraine, mens det kun er ni procent af mændene.

Undersøgelsen omfatter 1.579 medlemmer af LB Forsikrings medlemspanel, der samlet har en population på 412.000. I undersøgelsen er 52 procent kvinder, og 48 procent er mænd.

Undersøgelsen er gennemført i ugerne 12 til 14, hvilket er cirka 30 dage efter den russiske invasion af Ukraine.

 

Relaterede artikler:

Stigende forbrugspriser kan ramme danskernes ferie

Stor forskel på dansk rejselyst på tværs af landet

Over 100.000 danskere på efterårsferie i udlandet