- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Opkøb blandt rejsebranchens IT-leverandører

Det danske softwarefirma TravelOperations, der er ”Gold Certified Microsoft Partner,” har erhvervet en svensk konkurrent, Scandisys, der også har speciale i software til rejsebranchen.

Scandisys er ifølge TravelOperations en af Sveriges førende leverandører af software til rejsebureauer. Med opkøbet forstærker TravelOperations sin position som den førende Microsoft-partner i leverancer indenfor mid- og back office software-løsninger til rejsebranchen, oplyser TravelOperations i en pressemeddelelse. Ydermere får Scandisys’ kunder nu fordel af TravelOperations’ teknologiske løsninger og kundeservice.

Scandisys og TravelOperations har mange fælles værdier med kundefokus og at levere komprimerede løsninger til kunderne i rejsebranchen, oplyses det.

“Scandisys har en høj anseelse hos sine kunder, der omfatter mange vigtige virksomheder i rejsebranchen,” siger Michael Holst Andersen, administrerende direktør for TravelOperations, og fortsætter:

”Scandisys har stort kendskab til rejsebranchen og et solidt kendskab deres kunders behov – og både TravelOperations og Scandisys leverer løsninger baseret på Microsofts produkter.”

Vil hjælpe rejsebranchen på benene efter coronakrisen
Selv om rejsebranchen er hårdt ramt af coronakrisen, er vi sikre på, at vi kan være med til at hjælpe rejsebranchen til bedre tider efter coronakrisen, lyder det fra TravelOperations.

”Som en del af TravelOperations kommer vi i en stærkere position ved at kunne tilbyde vores kunder det sidste nye indenfor teknologiske løsninger og vi vil kunne yde endnu bedre support til kunderne i fremtiden,” siger Markus Zetterberg, administrerende direktør hos Scandisys, i pressemeddelelsen og tilføjer:

”Vi vil nu integrere vores virksomheders to teams af såvel eksperter i rejsebranchen som eksperter indenfor Microsoft Dynamics, så både kunder hos TravelOperations Scandisys får gavn og glæde af, hvad vores to virksomheder kan tilbyde.”

TravelOperations, der tidligere i år også åbnede kontor i USA, tilbyder back- og midoffice-løsninger som kombinerer standardløsninger fra Microsoft med de særlige funktioner til rejsebureauer i form af integrationer med GDS-systemer, NDC-indhold, booking- og betalingssystemer med videre.

TravelOperations, der er noget så fint som ”Gold Certified Microsoft Partner,” har blandt andet en rejsebranche-fokuseret travel management-pakke baseret på Dynamics 365 Business Central, der er blevet forstærket og forbedret med en række funktioner henvendt til rejsebranchen.

Relaterede artikler:

Nyt corona-værktøj skal hjælpe rejsebranchen

Dansk softwarefirma får stort indskud fra kendt investor

Dansk rejsekoncern ser store muligheder i IT-salg til rejsebureauer