- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Petter Stordalens hotelkæde skifter navn

Næste år ændres navnet på Petter Stordalens hotelkæde fra Nordic Choice Hotels til Strawberry. Kæden, der har over 200 nordiske hoteller, dog kun fire i Danmark, har store vækstplaner.

Nyheden om navneændringen fra Nordic Choice Hotels til Strawberry, kom Petter Stordalen med under hans tale på koncernens nylige VK (Vinterkonferencen) i Stockholm. Arrangementet med 2.500 ansatte og samarbejdspartnere er en årlig tradition. VK holdes normalt i januar, men var rykket til denne måned på grund af coronakrisen.

Her sagde han også, at i løbet af de næste ti år skal antallet af kædens hoteller fordobles. Ambitionen er at skabe et økosystem af egne brands og eksterne partnere, som tilbyder oplevelser i Norden, oplyses det.

Nordic Choice Hotels, der ejes af den norske milliardær Petter A. Stordalen, har de seneste 25 år etableret sig som en af de største turismeaktører i Norden og Baltikum med over 200 hoteller. I Danmark er der i dag dog kun fire hoteller: Det luksuriøse Villa Copenhagen, Comfort Hotel Vesterbro og de to lufthavnshoteller, Clarion Hotel Copenhagen Airport og Comfort Hotel Copenhagen Airport.

Bygningen med Skt. Petri-hotellet i København drives fortsat af Petter Stordalens ejendomsdivision, Strawberry Forever, men hotellet kommer navnemæssigt ind under et af de fire hotelvaremærker hos sin nye amerikanske ejer, investeringsselskabet Starwood Capital Group. Nu drives hotellet under SH Hotels & Resorts, ét af Starwoods fire hotelvaremærker, og skal fremover føre navnet ”1 Hotel Copenhagen.”

”Sammen med vores i øjeblikket 15.000 ansatte har vi skabt en af Nordens største hotelkoncerner med hoteloplevelser fra lavpris- til luksusegmentet. Målet er at være den mest spændende turismeaktør i hele Norden, og derfor skal vi videreudvikle selskabet ved at udvide vores produkter. For at markere skiftet, ændrer selskabet navn til Strawberry,” siger Petter Stordalen, ejer af Strawberry og grundlægger af Nordic Choice Hotels, i en pressemeddelelse.

I dag er Nordic Choice Hotels ifølge egne oplysninger den største hotelkoncern i Norge og Sverige.

Det er ikke længere nok at tilpasse sig
I pressemeddelelsen siger Petter Stordalen: ”For at fortsætte den fantastiske vækst, vi har haft de seneste 25 år, skal der ændringer til. Det er ikke længere nok bare at tilpasse sig. Vi skal være i førersædet. Vi skal være bedst i klassen inden for hoteloplevelser. Og vi skal udfordre vores rolle som turismeaktør med målet om at blive mere relevante, for flere, oftere. Derfor markerer Strawberry en ny og spændende æra for os.”

Petter Stordalen er også medejer af Nordic Leisure Travel Group, der blandt andet omfatter Spies og Sunclass Airlines.

I pressemeddelelsen siger Torgeir Silseth, administrerende direktør i Nordic Choice Hotels:

”Nu går selskabet ind i en ny tid som imødekommer fremtidens turisme, og der må vi sammen skabe en mere attraktiv loyalitetsklub med produkter og tilbud. Samtidig skal vi bygge videre på kernen i alt, hvad Nordic Choice Hotels står for, nemlig bæredygtighed, mangfoldighed og inklusion, dét at give folk en chance og kæmpe for, at ingen står udenfor.”

Nordic Choice Hotels markedsfører varemærkerne Comfort Hotel, Quality Hotel, Clarion Hotel og Clarion Collection kæder samt 39 uafhængige hoteller, for eksempel Villa Copenhagen, og Strawberry Living.

Relaterede artikler:

Dansk storhotel efter ét år: Vi er gået fra gab til gisp

Københavnsk luksushotel skifter navn

Seks danske hoteller har skiftet navn på et år

Petter Stordalen sælger endnu et dansk hotel

”Coronakrisen er kun et lille dyk – på den lange bane”