- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Politianmeldt for vildledende priser på hotelophold

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Berlingske Media for at have vildledt om priser på hotel- og kroophold på dealsitet Sweetdeal.dk ved ikke at oplyse om pristillæg.

I sin markedsføring af hotel- og kroophold oplyste dealsitet Sweetdeal en pris for hotel- og kroophold – uden samtidig tydeligt at informere om diverse tillæg.

Klik for stort format. Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, foto: Preben Pathuel.

Disse omfattede for eksempel miljøtillæg, sæsontillæg og weekendtillæg. Forbrugerombudsmanden vurderer, at det er en overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod vildledning og politianmelder Berlingske Media, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Sagen vedrører markedsføring af tilbud (deals) på dealsitet Sweetdeal fra marts 2018 – november 2018, som Berlingske Media stod bag. Sweetdeal har siden fået ny ejer.

Forbrugerne blev på Sweetdeal præsenteret for én pris – og først længere nede på siden oplyst om diverse tillæg, når de klikkede på ”Læs mere/Læs mindre” eller under fanen ”Vigtig viden.”

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at markedsføringen kunne vildlede forbrugerne til at tro, at tilbuddene var billigere, end de var.

Forbrugerombudsmandens mener også, at brugen af begrebet ”obligatorisk” vildledte forbrugerne til at tro, at der var tale om et lovbestemt gebyr, som gæsterne var forpligtet til at betale.

I nogle af tilbuddene kunne man ikke få et kroophold uden at betale tillæg for obligatorisk slutrengøring og obligatorisk miljøtillæg per person per nat. Det var derfor ikke muligt at få opholdene til den pris, som blev oplyst i tilbuddene på sweetdeal.dk, hedder det fra Forbrugerombudsmanden.

I andre tilbud var det for eksempel forskellige sæson- eller dags-afhængige tillæg eller et miljøtillæg, der blev opkrævet seks ud af ugens syv dage. Dealsitet oplyste ikke tydeligt, om de forskellige ekstratillæg i tilknytning til prisen.

”Frapris” var ikke relevant
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger i pressemeddelelsen:

”Markedsføring af en pris uden at oplyse om diverse tillæg, der kommer oven i prisen, er vildledende. Det er til skade for forbrugerne og de konkurrenter, der sælger samme produkter uden at vildlede om prisen.”

”Dealsitet har efter min vurdering ikke oplyst klart og tydeligt om de ekstra tillæg, der kom oven i prisen på hotel- og kroopholdene. Nogle af opholdene var slet ikke muligt at få til den pris, der stod på sweetdeal.dk – det er vildledende, og derfor har vi politianmeldt selskabet,” siger Christina Toftegaard Nielsen.

Forbrugerombudsmanden giver i sin pressemeddelelse to eksempler fra markedsføringslovens forbud mod vildledning:

”Markedsføringslovens § 5 har følgende ordlyd:

”§ 5. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.

Markedsføringslovens § 6 har følgende ordlyd:
En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.”

Relaterede artikler:

Dyrt ikke at kende regler for hotelbooking

Forbrugerrådet kritiserer Google Flights

Vred dansk advokat kritiserer Hamborg Lufthavn