- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Primera Airs konkurs: uvist hvor mange der er strandet

Rejsegarantifonden ved endnu ikke, hvor mange rejsende med kun flybilletter, flight only, til krakkede Primera Air der skal hjælpes hjem til Danmark.

Tirsdag morgen udpegede Skifteretten ved Sø- og Handelsretten i København tre advokater til at klare boet efter det islandske flyselskab Primera Air, der gik konkurs i går. Primera Air havde sidste år over 600.000 passagerer fra danske lufthavne, primært København og Billund.

Primera Air fløj primært med gæster fra Danmarks tredjestørste charterrejsebureau, Bravo Tours – såvel Primera Air som Bravo Tours er del af den islandske rejsekoncern Primera Travel Group.

Bravo Tours og blandt andet charterbureauet Apollo Rejser har eller er ved at skaffe alternativ flytransport til sine gæster.

Men et endnu ukendt antal passagerer med Primera Air har blot købt de såkaldte flight only-billetter, altså ren flytransport til et af Primera Airs mange rejsemål. En flight only-billet er ikke del af en såkaldt pakkerejse, der typisk også omfatter hotel, og som derfor vil være dækket af Rejsegarantifonden.

Kontakt Rejsegarantifonden
Strandede passagerer i udlandet med en nu aflyst Primera Air-billet, skal kontakte Rejsegarantifonden på telefon: (+45) 38 48 93 45.

”Så sørger vi for at arrangere hjemtransport, hvis du opfylder betingelserne herfor i henhold til loven. Du kan ikke være sikker på, at vi refunderer dine udlæg, hvis du selv køber ny flybillet hjem. Derfor er det vigtigt, at du kontakter os på forhånd, hvis du ønsker vores bistand,” står der blandt andet på Rejsegarantifondens hjemmeside.

Der er flere oplysninger på Rejsegarantifondens hjemmeside: Primera Air under konkurs

Flyfondskassen hjælper strandede passagerer
Men passagerer, der har købt en flight only-returbillet til Danmark, bliver hjulpet hjem på anden vis. Det sker via den såkaldte flyfondskasse hos Rejsegarantifonden. Siden 2015 er der som led i flyskatterne betalt to kroner til denne kasse for alle flybilletter med afrejse fra danske lufthavne og som er returbilletter til Danmark.

Via Flyfondskassen vil Rejsegarantifonden sørge for, at passagerer, der er strandet i udlandet som følge af konkursen hos Primera Air, kan komme hjem med andre flyselskaber. Men de strandede passagerer kan ikke bare selv købe ny flybillet – de skal kontakte Rejsegarantifonden først.

Administrerende direktør i Rejsegarantifonden, Birgitte Fjeldhoff, oplyser tirsdag formiddag til STANDBY.dk, at fonden endnu ikke ved, hvor mange flight only-passagerer, der skal hjælpes hjem til Danmark.

Danmarks Rejsebureau Forening anslår at mindst 20 danske rejsebureauer, leisure som erhvervsrejsebureauer, har kunder afsted med Primera Air. Rejsebureauerne sørger for at disse kunder kommer hjem.

I forbindelse med Flyfondskassen er der en selv risiko på 1.000 kroner – det kan være tabte penge, for passagerer, der endnu ikke er kommet afsted, hvis deres billet har kostet under 1.000 kroner.

Men passagerer, der er afrejst, bliver hjulpet hjem af Flyfondskassen, lige med hvad de har betalt for flybilletten – bare det er en returbillet til Danmark med afrejse fra en dansk lufthavn. Højeste prioritet er lige nu, at få de strandede med flight only-billetter hjem.

Kreditorer skal kontakte: primera@dlapiper.com
Primera Air bestod af to flyselskaber, et på dansk og et på lettisk register. Primera Air Scandinavia var det danske flyselskab.

Konkursdekretet fra Skifteretten ved Sø- og Handelsretten i København blev i morges afsagt mod PAS (tidligere Primera Air Scandinavia).

Skifteretten har udpeget advokat Finn Lynge Jepsen fra advokatfirmaet Elmann, advokat Morten Hans Jakobsen fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel og advokat Henrik Sjørslev fra advokatfirmaet DLA Piper, som kuratorer for selskabet.

I en fælles pressemeddelelse fra de tre kuratorer – også kaldet kuratellet – hedder det blandt andet:

”Kuratellet har anmodet luftfartsmyndighederne om at bistå med nedlukning af de planlagte flyvninger (med Primera Air Scandinavia, red), der dermed ikke forventes gennemført.

Hjemmesiden Primeraair.dk ejes af det islandske moderselskab, hvorfor kuratellet – da denne således ikke har teknisk rådighed over hjemmesiden – har anmodet moderselskabet om omgående at indstille billetsalget på alle afgange opereret af det konkursramte selskab.

Alle kreditorer opfordres til at anmelde deres krav over for kuratellet til: primera@dlapiper.com

Kuratellet forventer en betydelig mængde henvendelser fra berørte kreditorer, hvorfor der må forventes en ikke-ubetydelig sagsbehandlingstid. Berørte rejsende opfordres derfor til indledningsvis at kontakte deres rejseselskab samt Rejsegarantifonden,” skrives der fra de tre advokatfirmaer.

Talskvinde fra de tre advokatfirmaer oplyser til STANDBY.dk, at de endnu ikke ved, hvor mange passagerer, krakket i Primera Air omfatter.

Relaterede artikler:

Konkursen i Primera Air rammer bredt

Skoler og foreninger tvinges i Rejsegarantifonden

Rejsebureauer købte flybilletter for rekordbeløb