- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Flyselskab får pop up-restaurant i Gøteborg

I december sidste år fik Qatar Airways sin femte nordiske destination og den første som ikke var til en hovedstadslufthavn, da selskabet åbnede på Gøteborg – til at begynde med i form af fem ugentlige Boeing B787 Dreamliner-flyvninger med 22 sæder på Business og 232 på Economy.

For at sætte lidt ekstra kog under kedlerne i forbindelse med den nye rute og blandt andet vise eksempler på den gode mad, Qatar Airways serverer ombord, er flyselskabet nu klar til en usædvanlig pop-up gimmick.

I samarbejde med fine dining-bistroen Somm Restaurant & Winebar, der ligger tæt på Gøteborgs hovedgade, Avenyn, har Qatar Airways 27. og 28. marts et sjældent set fine dining-koncept under navnet Göteborg-Doha.

Samarbejdet sker for at vise Qatar Airways femstjernede service og kvalitet, også når det gælder den mad, Oneworld-medlemmet serverer ombord.

De to aftener i Gøteborg byder på en særlig sammensat seks retters menu, hvor de betalende gæster ifølge pressemeddelelse fra flyselskabet kan opleve det bedste fra gastronomien i såvel Gøteborg og omegn samt mellemøstlige Qatar.

Dansk kok i spidsen hos Qatar Airways
Menuen de to aftener er sammensat af den danske kok Kasper Dall Birch, der er gastronomisk udviklingschef hos Qatar Airways og som har arbejdet for flere af verdens fineste restauranter.

Sammen med Somms-restaurantens kokketeam under ledelse af Daniel Gremlin har de sammensat en menu med de seks retter. Den skal blandt andet vise, at Qatar Airways’ mad og kvaliteten af denne også fungerer fint i et fine dining-miljø på landjorden.

”Dette var en chance og en mulighed som vi ikke kunne sige nej til. Det er et meget spændende samarbejde hvor vi kan kombinere vores lokale svenske råvarer og den nordiske smag med Qatars mere krydrede mad og dufte,” siger Daniel Gremlin, grundlægger af Somm Restaurant & Winebar.

”Med konceptet Göteborg-Doha vil vi tilbyde borgerne i Gøteborg og andre gæster en gastronomisk smagsoplevelse med påvirkning fra både Qatar og Norden. At vi har valgt at køre dette koncept i netop Gøteborg er for at tiltrække opmærksomhed mod den nye direkte rute mellem Doha Hamad International Airport (HIA) i Qatar og Gøteborg,” siger Christian Deresjö, nordisk chef hos Qatar Airways.

Det har ikke været muligt for Standby.dk at få oplyst, om Qatar Airways også har planer om en pop-up restaurant i København.

Flere nye ruter fra Qatar Airways
Qatar Airways har foreløbig over 200 fly og betjener mere end 160 destinationer verden over.

I dag har Qatar Airways – foreløbig – 61 ugentlige flyvninger til Norden. 18 til København, 14 til såvel Stockholm som Helsinki, ti til Oslo og senest den nye rute til Gøteborg med fem flyvninger om ugen. Den forventes at blive daglig, har Qatar Airways tidligere oplyst til STANDBY.dk

I år åbner Qatar Airways mindst syv nye destinationer. Der drejer sig om ruter fra selskabets hub i Doha til Lissabon, Malta, Rabat – hovedstad i Marokko, tyrkiske Izmir, malaysiske Langkawi, Davao på Filippinerne samt Somalias berygtede hovedstad, Mogadishu.

Relaterede artikler:

Qatar Airways har øget fokus på Norden

Norden stiger til 80 Michelin-stjerner

Scandic får nyt lufthavnshotel