- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Qatar Airways øger til 15.000 ugentlige flysæder i Norden

Til december åbner flyselskabet på Gøteborg – men allerede fra september kommer der flere fly på København. I alt kommer Qatar Airways op på 61 ugentlige fly til Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Med fem ugentlige Boeing B787-8 Dreamliners fra Qatars hovedstad, Doha, til Gøteborg åbner Qatar Airways 12. december sin anden rute til Sverige udover den eksisterende til Stockholm, der flyves to gange om dagen.

Men allerede 3. september øger Oneworld-medlemmet med yderligere fire ugentlige Boeing B787 afgange fra Doha til København, som dermed kommer op på 18 om ugen i hver retning.

Qatar Airways betjener i dag København med to daglige B787-8’ere med 22 pladser på Business og 232 på Economy. Fra 1. oktober bliver ruten til København i stedet fløjet to gange om dagen med en større Boeing B777-300ER. Den har plads til 358 passagerer – 42 på Business og 316 i Economy. De fire ekstra ugentlige fly på København bliver B787-8 og flyves mandag, onsdag, fredag og søndag. Men Qatar Airways understreger overfor STANDBY.dk, at de fire B787 kan blive ændret til for eksempel B777.

Med de i alt ni ekstra ugentlige flyvninger til Norden – fra september til København og fra december til Gøteborg – kommer Qatar Airways op på 61 flyvninger om ugen fra Doha til Norden, viser opgørelse som Qatar Airways har foretaget for STANDBY.dk

15.784 ugentlige flysæder
Samlet får Qatar Airways’ flyvninger efter åbningen i december på Gøteborg med de fem fly om ugen og udvidelsen i København fra september med fire ekstra fly om ugen 15.784 ugentlige flysæder til og fra Gøteborg, Helsinki, København, Oslo og Stockholm, viser opgørelsen fra Qatar Airways.

Qatar Airways betjener primært ruterne til Norden med B787 Dreamliners. Til Danmark bliver der med de 18 ugentlige afgange med 5.716 sæder, når de fire ekstra ugentlige flyvninger med B787 tælles med.

Til Gøteborg bliver der 1.270 sæder på fem ugentlige flyvninger, mens Stockholm har 3.556 sæder på to daglige flyvninger.

På Oslo udbyder Qatar Airways 2.540 sæder på 10 flyvninger om ugen og til Helsinki, hvor der ikke kun bruges B787 Dreamliner, 2.702 sæder på to daglige flyvninger.

Sidste år havde Qatar Airways næsten 210.000 passagerer i Københavns Lufthavn, hvor det var 18. største flyselskab. Selskabets passagerer fra Skandinavien skal navnlig til Fjernøsten, Indien, Australien og New Zealand samt Sydafrika.

Relaterede artikler:

Stor vækst på langruter i Københavns Lufthavn

Tre flyselskaber med hver sin førsteplads

Verden fik 3.524 nye flyruter sidste år