- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Qatar Airways på opkøb hos alliancepartner

LUFTFART: Qatar Airways køber 9,6 procent af aktierne hos kendt asiatisk flyselskab, der næste år får sæsonrute til Københavns Lufthavn.

Qatar Airways har for over fire milliarder kroner købt 9,1 procent af aktierne i Cathay Pacific Airways med base i Hong Kong. Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters den første investering i et asiatisk flyselskab fra et mellemøstligt flyselskab. Både Qatar Airways og Cathay er med i Oneworld-alliancen.

Med købet af aktieposten bliver Qatar Airways tredjestørste aktionær i Cathay Pacific, kun overgået af moderselskabet Swire Pacific, der har 35 procent af aktierne, samt Air China, der har 30 procent.

Købet giver Qatar Airways mulighed for at udvide sin dækningsgrad af Kina. Cathay betjener snart 200 destinationer i op mod 50 lande. Det har også datterselskaberne Air Hong Kong og Cathay Dragon, alene Cathay Dragon har omkring 50 ruter i Asien, halvdelen er til Kina.

Cathay Pacific skal i øvrigt i gang med en spareplan, da det i stigende grad mærker konkurrencen fra blandt andet mellemøstlige flyselskaber som netop Qatar Airways og fra kinesiske lavprisselskaber.

Medejer af andre flyselskaber
Qatar Airways ejer i forvejen 20 procent af International Airlines Group, moderselskab for blandt andet British Airways og Iberia, det har ti procent af aktierne i det chilenske LATAM Airlines Group samt 49% af aktierne i det italienske flyselskab Meridiana.

I juni trak Qatar Airways følehornene til sig efter et uvelkomment tilbud om at købe ti procent af American Airlines skarpt blev afvist af det amerikanske flyselskab.

Om købet af aktieposten i Cathay siger Qatar Airways’ koncernchef, Akbar Al Baker: ”Cathay er et af verdens stærkeste flyselskaber, der er respekteret i luftfartsbranchen og har et enormt potentiale.”

Og Cathays koncernchef, Rupert Hogg, siger, at de to flyselskaber allerede arbejder tæt sammen gennem Oneworld, og at Cathay ser frem til et styrket forhold mellem de to flyselskaber.

Cathay til Københavns Lufthavn
Selve Cathay Pacific åbner næste år sæsonrute til Københavns Lufthavn med tre flyvninger om ugen fra 2. maj til 12. oktober betjent af Airbus nyeste langrutefly, A350-900.

Relaterede artikler

Qatar Airways dropper tilnærmelse til American

Cathay kan blive større i Københavns Lufthavn

Qatar Airways har nu verdens længste flyrute