- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Qatar bliver gul i midlertidig rejsevejledning

Udenrigsministeriet har lavet en midlertidig rejsevejledning i anledning af VM i fodbold, der ventes at tiltrække danske turister. Der lægges ud med en gul vejledning på ministeriets farveskala.

Udenrigsministeriets rejsevejledninger er lavet med udgangspunkt i de lande, som der er flest danske rejsende, der besøger. Hidtil har der været relativt få danske turister til Qatar, men det kommer slutrunden om VM i fodbold formentlig til at lave om på.

Fra 21. november til 18. december vil hele verdens opmærksomhed rette sig mod miniputstaten i Den Persiske Bugt, og fra dansk side vil der være ekstra fokus, da herrelandsholdet har kvalificeret sig til slutrunden.

Udenrigsministeriet har netop offentliggjort oprettelsen af en midlertidige rejsevejledning for Qatar, og her har ministeriet valgt den gule farve. Der er farvekoderne grøn, gul, orange og rød, der hver især udtrykker det aktuelle sikkerhedsniveau.

“Hvis dit rejsemål er gult, skal du være ekstra forsigtig og være opmærksom på din personlige sikkerhed og huske at holde dig opdateret,” hedder det i Udenrigsministeriets vejledning til farverne.

Andre skikke og love
At Udenrigsministeriet vælger den gule “vær ekstra forsigtig” i stedet for den grønne “vær opmærksom” hænger formentlig sammen med, at Qatar er et muslimsk land med andre vaner, skikke og love, som det er vigtigt at overholde.

“Når du rejser i Qatar, er du underlagt qatarsk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan for eksempel være meget højere. Ligesom der anvendes andre strafformer i Qatar end i Danmark. Der er dødstraf i Qatar,” skriver Udenrigsministeriet, der også gør opmærksom på “vanskelige forhold” i fængslerne.

Særligt omkring besiddelse af narkotika er der strenge straffe, og det er også ulovligt at medbringe bestemte former for medicin og fødevarer. Eksempelvis betragtes birkes som narkotika, og smertestillende medicin, sovepiller og hormontilskud kan kræve særlige tilladelser.

Mulige lempelser omkring alkohol
Omkring VM i fodbold skriver Udenrigsministeriet, at man skal være opmærksom på de særlige regler, der gælder for køb af billetter, indrejse og indkvartering under slutrunden.

Fodboldfans er kendt for at være tørstige, og med dagtemperaturer op til omkring 25 til 28 grader på dette tidspunkt af året, kan der blive brug for at tage store mængder væske indenbords.

Normalt er er der forbud mod indtagelse af alkohol på offentlige steder, men ifølge Udenrigsministeriet har de qatarske myndigheder tidligere annonceret en lempelse i lovgivningen under VM-slutrunden, men der er endnu ikke kommet endelige informationer omkring dette.

Dansk Boldspil-Union har i øvrigt valgt ikke at arrangere fanrejser til VM i Qatar sammen med sine faste samarbejdspartnere, som det ellers har været vanligt ved andre slutrunder.

 

Relaterede artikler:

DBU boykotter fanrejser til VM-slutrunden i Qatar

Qatar klar med pakkerejser til fodbold-VM

Vil ikke droppe VM-fodboldrejser til Qatar