Al Janoub med plads til 40.000 tilskuere af et af de stadions, der skal huse kampe under næste års VM-slutrunde i fodbold. Wikipedia-foto: Valdenio Vieira/PR.Foto: Valdenio Vieira/PR

Qatar klar med pakkerejser til fodbold-VM

Qatar Airways Holidays har søsat pakker til fodboldfans forud for næste års VM-slutrunde. Qatar er vært for FIFA World Cup, der på grund af enorm sommervarme spilles i november og december.

Der vil også komme muligheder for at købe rejsepakker via danske rejsebureauer for at overvære nogle af kampene under næste års VM-slutrunde i fodbold, der afvikles mellem 21. november og 18. december.

Det er første gang, at en VM-slutrunde spilles i et arabisk land og også første gang, at slutrunden ikke afvikles i månederne maj, juni eller juli. At kampene skal spilles i november og december, skyldes ørkenstatens enorme sommervarme.

Men nu, skriver avisen The Peninsula, der har hjemme i Qatar, at rejsebureauet Qatar Airways Holidays netop har sat særlige VM-rejsepakker for fodboldfans til salg, blandt andet på det danske marked. Qatar Airways Holidays har ikke kontor i Danmark.

Fanpakkerne kan udover flytransport, hotelophold og adgang til udvalgte fodboldkampe også indeholde sightseeing-muligheder i Qatar. Via Qatar Airways Holidays kan fans vælge et bestemt landshold, de gerne vil se spille i Qatar, for eksempel Danmark. Kvalificerer det ønskede land sig ikke, kan den fodboldinteresserede få sine indbetalte penge igen eller vælge et andet landshold, skriver The Peninsula.

Hver tilrejsende kan booke op til syv kampe under VM-slutrunden samt oplyse, hvor mange, man eventuelt rejser sammen med, og hvor mange hotelværelser og i hvilken kategori, der ønskes.

Forventer stor travlhed
Qatar Airways Group koncernchef, Akbar Al Baker, siger blandt andet: ”Qatar er stolte over at være første arabiske land til at være vært for en VM-slutrunde i fodbold. Qatar Airways er officielt flyselskab for FIFA World Cup Qatar 2022.

Vi forventer stor efterspørgsel efter flybilletter i forbindelse med slutrunden og vi vil betjene disse via ruter til 140 destinationer verden over.”

2022-udgaven af FIFA World Cup vil have 32 deltagende landshold. Udover Qatar bød også Australien, Japan, Sydkorea og USA på værtskabet for slutrunden.

Relaterede artikler:

Qatar på jagt efter flere nordiske turister

Landsholdshotellet har kæmpe fodboldambitioner

Doha overhaler Dubai som største hub

Specialistbureau vil håndtere besøgende sportshold